LEKTION 13

Hvor mange af os har ikke på et eller andet tidspunkt stillet sig selv eller andre spørgsmålet: "Hvad er egentlig formålet med livet på jorden?" Er det virkelig nødvendigt med al den lidelse og smerte?

Faktisk er det nødvendigt med både smerter, lidelser og krige. Vi tillægger jordiske ting for stor betydning, og vi er tilbøjelige til at bilde os selv ind, at der ikke er noget vigtigere end livet på jorden. I virkeligheden optræder vi her på jorden kun som skuespillere, iført klæder, der passer til den rolle, vi for øjeblikket spiller. Efter hver akt trækker vi os tilbage for en tid for så i den næste at vende tilbage i en anden forklædning.

Krige er nødvendige. Uden krige ville jorden hurtigt blive overbefolket. Krige er nødvendige, fordi de giver menneskene lejlighed til at udvise selvopofrelse, og fordi de giver menneskene mulighed for i en god sags tjeneste at løfte sig op over det fysiske legemes begrænsninger. - Vi har gjort os til vane at betragte jordelivet som det eneste væsentlige, men faktisk er det netop livet på jorden, der betyder mindst af alt.

Når vi lever i Ånden, er vi uforgængelige, immune overfor smerter, lidelser og sygdomme. Ånden, som ønsker at vinde erfaring, motiverer det fysiske legeme, der ikke er meget andet end en klump levendegjort protoplasma, til at suge lærdom til sig. På jorden er mennesket som en marionet, der hænger og spjætter i "Sølvtråden", gennem hvilken OVER-SELVET sender og modtager budskaber af alle slags.

Skal vi prøve at anskue det hele ud fra en helt anden vinkel? Et menneske, der måske for første gang besøger jorden, er som en lille baby, en hjælpeløs skabning, der ikke af sig selv vil kunne planlægge sin fremtid. Der er derfor af andre sørget for planer, der vedrører den pågældende og dennes fremtid. Vi vil ikke beskæftige os med dem, der endnu er uudviklede, for alene det, at du studerer denne lærebog, viser os, at du har nået det udviklingstrin på hvilket du selv mere eller mindre er i stand til at afgøre, hvad der bør læres. Lad os se på, hvordan landet ligger, før vi kommer til jorden.

En skabning - et menneske - er fra et af sine liv på jorden vendt tilbage til OVERSELVET i astral-verdenen. Skabningen vil have set og erkendt alle de dumheder og fejl, der blev begået i just det forgangne liv og vil have gjort op med sig selv - enten alene eller i samråd med andre -at dette eller hint var forkert eller ikke blev lært ordentligt, hvorfor det altså må gøres om igen. Nye planer lægges derfor for skabningens overtagelse af et andet legeme i nok et liv på jorden. Der indledes en eftersøgning af et forældrepar, der opfylder de betingelser og lever i sådanne omgivelser og kår, som den nye situation kræver. Det vil for eksempel sige, at har skabningen behov for at lære at omgås med penge, ja, så genfødes den pågældende i en rig familie; er det derimod et væsen, der endnu ikke har prøvet at være helt nede og så at sige leve i rendestenen, ja, så finder genfødslen sted i en familie, der virkelig lever i fattige kår. Genfødes kan skabningen også som blind eller krøbling, det afhænger helt og aldeles af hvad det er, vedkommende endnu mangler at lære.

Et menneske på jorden er at ligne med et skolebarn i et klasseværelse. Tænk på det som et sådant. Et barn går i klasse sammen med en masse andre børn. Af en eller anden grund klarer dette specielle barn sig slet ikke godt og kan ikke følge med de andre i klassen, og når skoleåret er slut, gør barnet en ynkelig figur ved eksamensbordet. På grundlag af barnets psyke, dets årskarakterer sammenkædet med den forkludrede eksamen - bestemmer lærerne at barnet ikke egner sig til, eller endnu ikke er moden til at komme op i en højere klasse. Barnet må altså rejse på sommerferie, når semesteret er forbi, med den ulykkelige viden, at det efter ferien skal starte helt forfra igen i den samme klasse. Når skolegangen genoptages, vender barnet, der ikke bestod sin eksamen, tilbage for endnu engang at lære de samme lektier som året før - man giver altså barnet en ny chance.

Men de, der havde studeret mere flittigt, går videre i en højere klasse og får måske nu større bevågenhed fra lærernes side, fordi det drejer sig om børn, som virkelig har bestilt noget, og som, i kraft af at de beherskede lektiestoffet, er gået stærkt (hurtig)frem i deres udvikling. Barnet, der måtte blive tilbage i den gamle klasse, føler sig her selvsikker i forholdet til sine nye kammerater, som det i begyndelsen søger at dommere over, for ligesom at vise dem, at når det ikke bestod eksamenen, så var det skam kun fordi det ikke gad. Hvis barnet ved afslutningen af dette nye skoleår fremdeles ikke viser tegn på at gøre fremskridt, vil der sandsynligvis på et lærerrådsmøde blive taget stilling til om barnet i mental henseende er retarderet, og om det mon ikke ville være bedst at det forflyttedes til en skole for retarderede børn.

Hvis normale skolebørn klarer sig godt og udvikler sig på tilfredsstillende måde, vil der komme en dag, hvor de bliver nødt til at tage stilling til hvad de skal tage sig til, når det er slut med skolegangen. Vil de være læger, advokater, tømrere eller buschauffører? Hvad de end beslutter sig til, så må de under alle omstændigheder være indstillet på stadig at skulle lære nye ting. En vordende læge behøver en anden uddannelse end den der vil være buschauffør. Med henblik på videre uddannelse af de enkelte børn holdes der derfor samråd mellem lærere og forældre, så man så vidt muligt får børnene anbragt i det rette erhverv.

Således forholder det sig også i den åndelige verden. Før et menneske fødes, ja, faktisk flere måneder forinden, holdes der et eller andet sted i åndeverdenen et samråd. Vedkommende, der står over for at skulle træde ind i et menneskes fysiske legeme, drøfter med sine rådgivere, hvordan de forestående lektioner kan tilrettelægges, så det bliver muligt at tilegne sig stoffet rigtigt.

Det foregår på næsten samme måde, som når en student her på jorden rådfører sig med sine lærere og forældre om den bedste måde at opnå de ønskede resultater på. De åndelige vejledere er i stand til at sige at den der nu er på vej ind i livets hårde skole på jorden, bør fødes som en søn eller datter af det eller det ægtepar, eller måske af et bestemt ugift par. Det vil blive diskuteret hvad det er der skal læres under opholdet på jorden, og hvilke prøvelser der må udstås. Det er nemlig en bedrøvelig kendsgerning at man lærer hurtigere og bedre under svære prøvelser, og samtidig hænger den ad den vej indvundne erfaring - bedre fast end den man tilegner sig i et venligt miljø, hvor alt serveres én på et sølvfad.

Det er værd at notere sig, at selv om et menneske i øjeblikket indtager en lav stilling i samfundet, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende også i ånde-verdenen får lavere rang. Det vil tit forekomme, at en person i et bestemt jordisk liv fungerer som f.eks. tjenestekarl eller virker i et andet beskedent job, fordi han eller hun skal lære nogle ganske bestemte ting. En sådan person kan imidlertid i livet efter dette udmærket indtage en meget høj position.

Det er uheldigt, at man her på jorden bedømmer et menneske på hans eller hendes rigdom eller på hvem og hvad forældrene er, og hvad de ejer. Det er selvsagt både tragisk og absurd. Det svarer til, at man ville give en skoledreng karakterer på grundlag af hans faders rigdom og ikke på basis af drengens egne præstationer. Vi gentager, at det endnu aldrig er lykkedes for nogen at tage så meget som en femøre med sig i det hinsides når de døde, men derimod bringer man al sin viden og opsamlede erfaring med sig ind i livet efter døden. De der, fordi de har en million i banken, går rundt og tror, at der i himmelen er reserveret dem plads på første række, bliver, når tiden kommer, sørgelig skuffede. Penge, position, race eller hudfarve betyder ikke det fjerneste. Det eneste, der tæller, er, hvor langt man er nået i sin åndelige udvikling.

 

TIL EN NY INKARNASJON

Vi vender igen blikket mod det åndelegeme, som står foran en ny inkarnation. Når man har fundet frem til et forældrepar, som synes at være egnede til formålet, tager ånden bolig i den ufødte barnekrop, og samtidig med at den træder ind i dette nye fysiske legeme udviskes al erindring om det liv, den levede hinsides. (det skjer iblant avvik der barnet faktisk kan huske visse ting fra siste liv - særlig om man da dør som ung og kommer hurtig tilbake i "materien", som i tilfellet med "Shanti Devi" - rø-anm.)

Det ville naturligvis også være forfærdeligt, hvis babyen for eksempel kunne huske, at den engang på den ene eller anden måde havde været meget nær knyttet enten til sin moder eller til sin fader. Det ville også være både tragisk og pinefuldt, hvis babyen kunne huske, at den førhen var en stor og mægtig konge, medens den nu pludselig skulle fødes som den fattigste blandt fattige. Af disse og af mange andre grunde er det barmhjertigt arrangeret således, at gennemsnits-mennesker ikke kan huske deres tidligere liv, men når de siden hen endnu engang passerer over dødens tærskel og vender tilbage til åndeverdenen, vil de atter kunne huske ALT.

Det står skrevet: ÆR DIN FADER OG MODER, og mange mennesker holder dette bud strengt i hævd. Skønt dette i sig selv er meget prisværdigt, bør det understreges, at mange, mange mennesker aldrig genser hverken deres far eller mor, når de træder ind i åndernes verden. I gamle dage var det meget nødvendigt, at de forskellige folkestammers præster gjorde alt for at opnå forældrenes samarbejde med det for øje, at de unge mænd og kvinder ikke forlod deres stamme, hvis hele trivsel og velfærd dengang var meget afhængig af de unge stammemedlemmer. Jo talrigere stammen var, desto nemmere kunne man besejre de mindre talrige. Derfor var det, at præsterne formanede børnene til at adlyde deres forældre, og derfor var det, at forældrene på deres side lyttede til præsterne.

Lad os en gang for alle slå fast: MAN BØR ÆRE SINE FORÆLDRE - forudsat de fortjener det! Vi kan imidlertid også fastslå, at hvis en af forældrene er hovmodig, uvenlig eller tyrannisk, ja, så har den pågældende ingen rettigheder til at blive holdt i ære. Ingen steder har vi brug for den slaviske ærbødighed, nogle børn lægger for dagen over for deres forældre. Nogle børn er voksne, gifte folk der måske i mange år har stået på egne ben. Alligevel bliver de nervøse, ja, sågar ænstelige, hvis man så meget som kommer til at nævne deres far eller mor. Det sker ikke sjældent, at sådanne 'børn' bliver neurotiske, og at deres kærlighed til forældrene forvandles til frygt eller dårlig skjult had og dog føler disse halvtresårige (-50) eller ældre 'børn' sig skyldige, eftersom de jo er opdraget til at ÆRE DERES FADER OG MODER.

Til de af jer, der måtte føle således, vil vi meget stærkt påpege, at hvis forholdet til jeres forældre er ulykkeligt, så vil I ALDRIG komme til at gense dem i åndeverdenen. I åndeverdenen råder HARMONIENS LOV, og det er komplet umuligt, at I kommer til at mødes med nogen, som I ikke vil kunne enes med. Det samme gør sig gældende for ægtefæller. Hvis dit ægteskab er et såkaldt 'fornuftægteskab', som du og din ægtefælle ikke ønsker at bryde af lutter frygt for, hvad naboerne mon ville sig til det, så vil I afgjort ikke mødes igen i ånderiget, medmindre I begge (eller måske bare du selv) forandrer jer så meget, at I passer sammen.

Vi gentager på ny - så skulle enhver misforståelse være udelukket - at du og dine forældre ikke vil mødes på noget andet eksistensplan, hvis I her på jorden er uforenelige og ikke kan sammen eller ikke er lykkelige sammen og overhovedet ikke kan enes om noget.

Det samme gør sig gældende for andre slægtninge samt for mand og kone. Det er en uomtvistelig nødvendighed, at de her på jorden lever i fordragelighed og fuld harmoni med hinanden, ellers mødes de aldrig igen. Dette forhold er en af grundene til, at det er nødvendigt for ånden at have et fysisk legeme, hvori den kan tage ophold for at lære, thi kun i det fysiske legeme kan to modstridende entiteter bringes i kontakt med hinanden og derigennem forsøge at "slibe kanterne af" og nå frem til gensidig forståelse.

Senere, i en kommende Lektion, vil vi beskæftige os med spørgsmålet om Gud eller Guder samt med forskellige religiøse trosopfattelser. Menneskene tror - helt fejlagtigt - at de er de ypperste skabninger. Dette er afgjort usandt og tanken herom er - som i mange andre tilfælde - fostret af de etablerede religioner.

Kristen tro lærer os, at Mennesket skabtes i Guds billede, og eftersom Mennesket altså er et billede af Gud, kan der ikke eksistere højere væsener end Mennesket! I virkeligheden forholder det sig således, at der i andre fjerne verdener eksisterer meget højere livsformer. Gud er ikke bare en rar gammel mand, der venligt holder øje med os fra en udkigspost i himmelen. Gud er noget meget virkeligt, en levende ÅND, som vejleder os alle, men ikke nødvendigvis på den måde vi har lært.

Her ved afslutningen af denne lektion siger vi til dig: tænk over dit forhold til dine forældre eller til din ægtefælle, tænk over forholdet til dine slægtninge og venner. Er I lykkelige sammen? Er du virkelig lykkelig? Eller lever I i hver sin lille verden? Kunne du tænke dig for tid og evighed at skulle leve sammen med disse mennesker? Husker du lærerne fra dine skoleår? Du skulle vise dem respekt, men deres tilknytning til dit eget liv var kun midlertidig, de var udvalgte mennesker, hvis opgave det var at sørge for din uddannelse.

Hvis vi inderligt og oprigtigt elsker vore forældre - altså ikke blot fordi vor religion påbyder os at gøre det, ja, så kan vi se frem til den store gensynsglæde med dem i det hinsides. Hvad der dér venter os, afhænger helt og holdent af, hvorledes vi har gebærdet os her på jorden.

 

 

LEKTION 14

Vi ser allesammen gerne, at andre gør tingene for os. Vi ønsker at få alting forærende, og sandsynligvis gælder det for os allesammen, at vi engang har henvendt os til andre for at få hjælp. Det er selvfølgelig helt naturligt, når vi forventer, at vore medmennesker i en given situation vil komme os til hjælp. Alene føler et menneske sig ofte usikker og angst, og han/hun ser sig derfor gerne som medlem af en stor familie, i hvis skød han/hun kan føle sig tryg.

For at kunne modtage, må man først og fremmest selv kunne give. Du kan intet få, uden at du selv har givet, for dette 'at give', dette at åbne sig for andre, betyder at du kommer dem i møde, som er villige til at give dig hvad du ønsker af dem.

Når vi taler om at give, behøver det ikke nødvendigvis at have noget med penge at gøre, skønt det er meget almindeligt at det netop er penge man giver, fordi penge er det folk mest af alt ønsker sig. Penge er ens garanti for ikke at komme til at lide afsavn, de sikrer at vi ikke kommer til at sulte, og at vi ikke behøver at frygte vore kreditorer.

Penge kan - og skal under visse omstændigheder - gives som hjælp, men i dette 'at give' ligger også at vi samtidig giver noget af os selv - at give betyder også at tilbyde sin tjeneste til andre. Vi både kan og skal give penge, gaver, hjælp eller åndelig trøst og vejledning til dem der har behov, for giver vi ikke selv, kan vi ikke selv få eller modtage.

I den vestlige verden hersker der mild forvirring om de begreber, der angår såkaldt velgørenhed, såsom 'at give', 'almisser', 'tiggeri' osv. Det synes, som om vi føler det som noget skamfuldt eller nedværdigende at skulle bede andre om f.eks. økonomisk hjælp. Men det er aldeles ikke nedværdigende. Penge er ikke andet end et bytteobjekt, som stilles til vor rådighed i den tid vi opholder os på jorden, penge er et middel, hvormed vi kan købe os held og fremgang ved at give til andre - i stedet for at puge sammen eller bruge dem på 'døde ting'.

Ulykkeligvis lever vi i en kommercialismens (materialismens) verden, hvor et menneske bedømmes efter hvor mange penge han eller hun har stående på bankbogen eller på den måde menneskene spenderer deres penge. Den prangende klædte kvinde eller mand, der kun giver for sin egen fornøjelses skyld for at opbygge et falsk billede af godgørenhed - er hverken gavmild eller kristen, men kun et menneske som giver uden at give med hjertet, som giver udelukkende med det formål at pudse sin egen glorie.

I den vestlige verden dømmes en mand ofte efter, hvor velklædt hans kone er, hvilken bil han kører i, hvilket hus han bor i, og om han er medlem af den eller den klub. Er han eksempelvis Y-klub-medlem, må han være en mand af betydning, for Y-klubben er jo forbeholdt millionærer.

Også her drejer det sig om falske værdinormer, for - vi kan gentage dette indtil bevidstløshed, så det trænger helt ind i din underbevidsthed - ingen mand eller kvinde har nogen sinde kunnet tage så meget som en femøre eller bare en knappenål, ja, end ikke en afbrændt tændstik med sig hinsides døden. Alt, hvad vi kan bringe med os, er vore samlede erfaringer, gode såvel som dårlige, summen af al vor lærdom på godt og ondt. Det menneske, der levede i ensomhed på jorden, endskønt han/hun var millionær, vil i det hinsides være en åndelig fallent.

I Orienten er det en dagligdags begivenhed for en husmoder ved dagens slutning at åbne husets dør ud til gaden og få øje på en kutteklædt munk, der holder sin beskedne tiggerskål frem. Dette er i de orientalske lande en så væsentlig del af det daglige liv, at husmoderen altid sørger for at hun - uanset hvor fattig hun monne være - har lidt mad tilovers til tigger-munken, der sætter sin lid til hendes gavmildhed. Faktisk betragtes det som en ære for huset, såfremt munken banker på døren for at få lidt til livets opretholdelse. I modsætning til hvad man almindeligvis antager i den vestlige verden, så er munken ikke bare en snylter eller tigger, ikke bare en omstrejfende arbejdssky person, der lever på nas.

Kan du se for dig et sådant orientalsk 'aften-billede'?

Lad os prøve. Vi kaster et blik på Indien, et land hvor det er ganske normalt, at man giver til munkene, akkurat som man også gjorde det i Kina og Tibet, før kommunisterne kom til magten i disse lande. Vi lader vort blik hvile på en lille indisk landsby:

Aftenen er ved at falde på, og skyggerne på jorden bliver længere og længere. Lyset farves purpur-blåt og baobabtræets blade rasler sagte i aften-vinden, som kommer ned fra Himalaya-bjergene. En munk kommer langsomt gående langs den støvede landsbygade. Han er klædt i det eneste tøj, han ejer, en pjaltet, gammel kappe. På fødderne bærer han sandaler og i hænderne sin rosenkrans. Slængt over skulderen har han et tæppe, der om natten tjener ham som seng. Andre små ejendele er gemt væk i kappens lommer. I sin højre hånd holder han en stav, ikke for med den at kunne forsvare sig mod dyr eller mennesker, men for at kunne fjerne nedfaldne grene og kviste, der ligger i vejen for ham. I øvrigt bruger han også staven til at måle vand-dybden med, inden han vader over en flod.

Som munken nu nærmer sig et hus, famler hans fingre omkring kappens brystlomme, hvorfra de haler hans veltjente, blankslidte madskål frem. Den er af træ, som gennem mange års brug er skrabet helt glat. Da munken er nået næsten helt hen til huset, åbnes indefra en dør, og en kvinde der holder en tallerkenfuld mad i hånden, kommer til syne og stiller sig ærbødigt afventende i døråbningen. Hun ser ikke i munkens retning, men holder beskedent sit blik rettet mod jorden, for hvis hun så direkte på munken, ville det være uærbødigt. Når hun står med nedslagne øjne, betyder det, at hun er en beskeden, ærbar kone af god familie. Munken går hen imod hende og rækker med begge hænder sin madskål frem. I Østen er det en selvfølge, at madskålen holdes med begge hænder. Holdes den kun med den ene hånd, viser man mangel på respekt for føden, og føde er dyrebar og har krav på begge hænders omsorg og opmærksomhed. Derfor holder munken nu roligt madskålen frem i sine to hænder. Kvinden fylder gavmildt skålen op med mad og vender sig derpå bort og går ind i huset. Der finder ingen ordveksling sted og ej heller udveksles blikke, for dette at give en munk mad er en ære for huset, ikke en byrde, det er som at betale lidt af på den gæld alle lægfolk føler at stå i til dem, der er trådt ind i de Hellige Ordener.

Husmoderen føler, at man har vist hendes hus en stor ære ved at sende en Hellig Mand til hendes dør, og hun føler, at man har vist hendes kogekunst anerkendelse. "Måske", tænker hun, "har en anden munk ladet et par ord falde til andre om den mad, han havde fået hos hende." I nabohusene kigger misundelige husmødre måske ud ad vinduerne og undrer sig over, hvorfor det ikke var deres tur til at modtage besøg af munkene.

Med den fyldte madskål, som han stadig holder i sine to hænder, vender munken sig bort og går langsomt tværs over gaden for at søge ly under et træs beskyttende krone. Her vil han sætte sig ned, som han hele dagen har siddet under et andet træ, men denne gang for at nyde sin aftensmad - dagens eneste måltid.

Munke forspiser sig ikke, de lever yderst mådeholdent og spiser kun, hvad der er absolut nødvendigt for at opretholde livet. Hertil kommer, at de aldrig har så meget, at det kan gøre dem forslugne. Desuden ville for megen mad hæmme deres åndelige udvikling. Fed kost eller stegte retter svækker tillige det fysiske helbred. Ønsker man åndelig udvikling, bør man leve som munkene: spise lige akkurat nok - aldrig for meget - og holde sig til dagligdags kost, så legemet får den nødvendige næring. Spiser man for meget, overmættes man, og det bevirker, at man ligesom lukker sin ånd inde i et bur. Vi skal her lige tilføje, at munken, der modtog maden, ikke nødvendigvis føler sig overvældet af taknemlighed. Igennem umindelige tider er der nemlig i Østen opstået en bestemt levevis: det er en munks gode ret, at få sin føde hos andre. Han er ikke tigger, ligger ej heller nogen til byrde, han nasser ikke på andre, og han er ikke bare en dagdriver.

Hele dagen, før aftensmåltidet, har han tilbragt ved foden af et træ, beredt til at tale med og eventuelt hjælpe alle, der måtte opsøge ham. Her vil de, der har brug for trøst og vejledning, komme til ham. Det samme vil de, hvis slægtninge er syge, ja, han opsøges endog også af folk, der ønsker, han skal skrive et vigtigt brev for dem. Folk kommer også til ham for at høre nyt om fjerntboende slægtninge, som han muligvis kan have mødt på sin vej, for en munk er altid på vandring fra by til by, fra den ene købstad til den anden, altid er han på rejse gennem landet fra landegrænse til landegrænse.

De tjenester, munken yder én, er altid gratis. Det koster ingenting, uanset hvad det er, man beder om. Han er en Hellig Mand med en god uddannelse, og han ved, at mange af de landsbyboere, som har brug for ham og hans hjælp, er fattige og ude af stand til at betale ham. Det er derfor kun ret og rimeligt at han, som har måttet studere i årevis for at opnå den viden han nu besidder og i kraft af hvilken han kan give åndelig trøst og vejledning, ikke behøver og heller ikke gør rigtigt i at påtage sig manuelt arbejde for at kunne tjene til livets ophold. Det er således, for dem han hjælper, en pligt såvel som et privilegium og en ære, at bringe ham den føde, han har behov for til at holde ånd og legeme i live, og det er samtidig den eneste måde, på hvilken de er i stand til at takke for hans hjælp.

Når munken har afsluttet sit måltid, rejser han sig op og vasker med grus eller sand sin madskål ren. Så fatter han på ny sin stav og fortsætter sin vandring mod den næste by. Ofte vandrer han under den tropiske fuldmånes skinnende lys. Han rejser langt, og han kommer hurtigt frem, idet han undervejs kun sover meget lidt. I alle buddhistiske lande nyder han overalt stor respekt.

Også vi skal kunne yde for selv at kunne nyde.

I længst forsvundne tider var det en guddommelig lov, at alle skulle yde en tiendedel af det de ejede til godgørende formål. Denne tiendedel kaldtes for 'tiende', og den blev senere et fast element i mange trossamfund. For eksempel kunne kirkerne i England pålægge folket at betale tiende af alle deres værdier. Pengene anvendtes bl.a. til vedligeholdelse af kirkerne og til aflønning af præsterne. Det er i den forbindelse interessant at vide, at der for en halv snes år siden i England førtes et antal retssager, hvor arvinger til store godser skabte stort opstyr ved i retssalene at kræve, at den engelske kirke skulle se bort fra de pålagte tiender. De pågældende arvinger hævdede, at det ville ruinere dem, hvis de skulle af med ti procent af deres indkomster. I realiteten ruinerede de sig selv, fordi de ikke selv ville give, for medmindre man giver af sig selv, er det bedst slet ikke at give.

Forholdene nutildags er anderledes, end de var førhen. Præsterne er ikke længere afhængige af tiender, og folk behøver ikke at betale en sådan, hvilket i grunden er en skam, thi for vor åndelige udvikling er det af væsentlig betydning, at vi betaler tiende og således gør godt mod andre, især fordi dette at gøre godt mod andre bringer os selv andre goder. Kort sagt: vi kan ikke forvente hjælp, og vi kommer ikke videre i vor åndelige udvikling, hvis vi ikke hjælper andre.

Vi er klare over, at der findes hårdhjertede forretningsfolk, der - uden noget åndeligt ståsted - alligevel betaler en tiendedel af deres indtægter under foregivende af at være velgørende, men det er i virkeligheden først og fremmest dem selv, de i den forbindelse tænker på. De betaler ikke af religiøse grunde, nej, de betaler, fordi forretningslivets hårde kendsgerninger har lært dem, at 'velgørenhed' betaler sig - det, de ofrer, kommer mangefold igen. Pengeudlånere, indehavere af Finansierings-Selskaber, nævnes sædvanligvis ikke for deres store åndelige indsigt, ej heller for deres gavmildhed, men det er tydeligt for alle, at de i rigt mål - som de hårdhjertede forretningsmænd de er - profiterer af deres måde at 'investere i tiender'.

De okkulte love sigter til både det åndelige og det ikke-åndelige. Det afgørende er ikke, om et menneske læser og studerer snesevis af bøger med åndelig lærdom, den læsende bliver ikke mere åndelig af den grund, men forledes måske til at tro det, skønt det han eller hun læser måske er gået lige igennem hovedet på dem og ud i den blå luft uden at have efterladt sig mindste spor i hjernens hukommelsescenter. Alligevel føler han/hun sig efter endt læsning udviklet til 'en stor Ånd'. Sandheden er den at vedkommende i virkeligheden er selvoptaget og mere end uvillig til at tilbyde andre sin hjælp og det til trods for, at han/hun ved at hjælpe andre samtidig ville hjælpe sig selv.

Vi gentager igen, at det er moralsk rigtigt - og samtidig lønner det sig - at et menneske hjælper et andet; det er især til gavn for den, der yder hjælpen.

Tiende betyder, som vi allerede har nævnt, en tiendedel. Det har imidlertid også noget at gøre med ens livsholdning, for hvis man giver, skal man også få. Medens vi skriver dette, kommer vi til at tænke på en bestemt person, som modtog megen hjælp og assistance såvel i form af penge som i form af tid og viden. Ikke så snart var det ene problem blevet ordnet for den pågældende, før nye dukkede op, akkurat som fuglene omgående indfinder sig i en nysået græsplæne. Vi sagde da: " For at kunne få, må du først selv give. " Vedkommende blev såre fornærmet og lod os forstå, at han var et meget gavmildt menneske, der gjorde alt for at hjælpe andre, det ville den lokale avis kunne bekræfte, påpegede han. Vi er af den opfattelse, at såfremt et menneske ser sig nødsaget til at få sine 'gode gerninger' omtalt i avisen, så er det fordi han eller hun ikke har hjulpet på den rigtige måde.

Der findes mange måder at give på. Ud over at yde en tiendedel af vor indtægt til gode formål, kan vi hjælpe dem, der rent åndeligt lider nød, eller vi kan trøste og vejlede dem, der rammes af onde tider. Ved at give til andre, giver vi til os selv. Akkurat som en forretning skal give et godt udbytte for at kunne blomstre, akkurat på samme måde behøver vi et godt udbytte af at give, for at vi selv kan få.

Vi skal hjælpe andre, og vi skal hjælpe for selv at kunne modtage hjælp.

Det er nytteløst at bede om noget til dig selv, før du har vist dig værdig ved at give til dem, der har behov. Øv dig i dette at give. Gør op med dig selv, hvor meget du har råd til at give, hvad og hvordan du vil give, og når du er på det rene med dine hensigter, så øv dig i praksis i for eksempel en periode på tre måneder. Ved udløbet af disse tre måneder vil du da opdage, at du nu er rig, enten i åndelig eller finansiel henseende - eller begge dele.

Vi beder dig læse dette igen og igen, og husk:

"Giv og der skal blive dig selv givet!" "Vær gavmild og gør godt mod andre uden at forvente gengæld!"

 

 

LEKTION 15

Over hele jorden er det en gammel skik at opbevare sine kæreste "skatte", ting som man ikke nænner at skille sig af med, på pulterkammeret.

Her ligger de så i mere eller mindre glemsel og samler støv, indtil man en skønne dag igen finder dem frem. Sandsynligvis i vor søgen efter noget helt andet kravlede vi op ad den knirkende trappe og ind på loftsværelset, hvor vi nu roder rundt i det støvede, mugne og spindelvævsfyldte halvmørke rum. Her ligger for eksempel skrædderens gamle voksmodel og fortæller uimodsigeligt om årenes gang, for et sæt tøj syet efter den model, kan vi ikke længere krybe i. Her har vi et bundt gamle breve, ja, en hel kasse fuld af breve. Er de mon bundet sammen med blåt silkebånd - eller lyserødt? Man roder videre og får øje på ting, man næsten helt havde glemt, ting som vækker herlige minder, men også ting som i erindringen får os til at genkalde triste begivenheder.

Snuser du ofte rundt på dit eget pulterkammer? Det lønner sig nu og da at kravle derop, for pulterkammeret gemmer sikkert mange nyttige ting, ting som får en til at huske tilbage i tiden, ting som giver vort liv mening. Man opdager måske, at problemer, der optog os for år tilbage, i mellemtiden let og ubesværet er blevet løst i kraft af den viden og de erfaringer, man i årenes løb har tilegnet sig i livets skole.

I nærværende instruktionsafsnit vil vi imidlertid ikke bede dig kravle op til dit eget pulterkammer, i stedet vil vi foreslå, at du kommer med os. Følg med os op ad den knirkende vindeltrappe og hold godt fast i det spinkle trægelænder. Følg os op ad disse skrøbelige trin, der hvert øjeblik truer med at brase sammen, men som alligevel aldrig gør det.

Kom med ind i vort pulterkammer og se dig godt omkring, for i denne lektion - og i den efterfølgende, er vi at finde heroppe i vort 'pulterkammer'.

Her har vi alle slags småoplysninger liggende. Ikke nødvendigvis oplysninger, der kan udfylde en hel lektion, men oplysninger, som du uden tvivl vil finde både interessante og værdifulde. Tænk derfor nu på vort pulterkammer, læs videre og se, hvor meget der angår dig, se om ikke noget af det kan bortvejre (blåse bort) en eventuel spire af tvivl i dit sind, eller måske befri dig for en eller anden indre uro, der muligvis har plaget dig i længere tid.

Vi så os selv ganske godt om, da vi forberedte denne lektion. Vi rodede gevaldigt op i de mørkeste kroge, og vi nåede at forkaste mangen en idé, medens vi rejste en sand støvstorm omkring os. Vi koncentrerede os først om de mennesker, der koncentrerer sig for meget. Som du ved, kan man også arbejde for hårdt. Vi ved godt at det hedder sig, at endnu er ingen død af at arbejde for hårdt, men vi holder på at hvis man anstrenger sig for voldsomt for at koncentrere sig om noget, så når man ingen vegne, men går i stedet baglæns.

Vi modtager her ret så ofte breve fra elever, som skriver noget i retning af: "Jamen, jeg prøver så hårdt, jeg koncentrerer og koncentrerer mig, men alt, hvad jeg får ud af det, er en grusom hovedpine. Jeg kommer ingen vegne med de ting, I omtaler."

Ja, her har vi altså en af de af vore 'skatte', som vi vil opholde os lidt ved: 'Man kan nu og da prøve for hårdt'. Det er en menneskelig ejendommelighed, eller - for at udtrykke os mere præcist - det er en fejl i menneskets hjerne, der gør, at vi ikke kommer ud af stedet, hvis vi anstrenger os for meget. Faktisk forholder det sig således, at vi ved at prøve for hårdt - starter en proces, som kun kan betegnes som 'en negativ tilbagekobling'.

Vi kender allesammen en eller anden uinteressant person, som virkelig slider sig vej igennem livet, og som altid prøver og prøver igen, prøver endnu mere energisk end nogen anden. Alligevel kommer han ingen vegne, men befinder sig til stadighed i en tilstand af forvirrende usikkerhed. Dette forhold skyldes, at man ved at overbelaste hjernen frembringer et overskud af elektricitet, som rent faktisk forhindrer al videre tankevirksomhed.

Du er måske ikke selv elektro-ingeniør, men du skal vide, at såfremt elektronik og elektricitet toges i brug til udforskning af menneskenes hjerner, så ville forskningen være særdeles godt hjulpet. Den menneskelige hjerne har meget tilfælles med elektronikken. Ved du for eksempel, hvorledes et almindeligt radiorør fungerer? Der sidder en glødetråd, som opvarmes enten af et batteri eller igennem el-ledninger. Når denne glødetråd opvarmes, afgiver den på helt ukontrollabel vis elektroner. Elektronerne farer af sted, de strømmer ud, som var de en skare fodbold-fans på vej til stadion. Hvis disse elektroner fik lov til at strejfe planløst omkring, ville de ikke være til megen nytte, hverken for radioen eller elektronikken. I radiorøret er der imidlertid en glasbeholder (lufttæt). Glødetråden sidder inde i denne beholder, og når den bliver varm udstråler den elektroner alle vegne, men omsonst. Vi vil have elektronerne til at samle sig på en anode, som er placeret i umiddelbar nærhed af glødetråden. Hvis der nu kun var denne glødetråd og denne anode, ville det at samle elektronerne være en komplet umulighed, og et radioprogram eller et radiosignal ville blive totalt forvansket. Radioingeniørerne fandt imidlertid ud af, at hvis man indsatte et såkaldt "gitter" mellem glødetråden og anoden, så ville man kunne kontrollere elektronstrømmen mellem tråd og anode. Dette "gitter", som faktisk er et gitter - ofte et trådnet - virker som det, man kalder 'gitterforspænding' (gitterforhæng). Hvis man anbringer for meget gitter, vil ingen af elektronerne strømme fra glødetråden og over til anoden, de vil i så fald frastødes af gitteret. Ved at tilpasse gitteret kan man opnå den ønskede kontrol med elektronerne.

Vel, du er sikkert nu træt af al den snak om radio, så vi vender igen vor opmærksomhed mod vore hjerner. Hvis vi koncentrerer os for meget, altså hvis vi virkelig vrider og vender vore hjerner over et eller andet problem, sker det alt for ofte, at vi "anvender negative gitterforhæng", som har den effekt, at vi totalt forhindres i at tænke. Vi må altså ikke prøve for hårdt, men skal i stedet gå varsomt frem og hele tiden huske os selv på den gamle kinesiske talemåde: "Soft-lee, softlee catchee monkey" (den, der ager med stude kommer også med).

Vi må koncentrere os på en måde, så hjernen ikke kører træt. Påtag dig ikke mere, end du kan overkomme, men gå 'Middelvejen'. At gå Middelvejen er en orientalsk livsstil. Det betyder, at du hverken må være for god eller for ond, du skal være noget midt imellem. Er du for ond (og gør andre fortræd), vil du blive overgivet til politiet, og hvis du er for god, er du en indbildsk farisæer, som er uegnet til livet her på vor triste jord, hvortil selv Store Ånder er kommet og har set sig nødsaget til at påføre sig selv en eller anden skavank, som f.eks. en brist i deres karakter, således at de under deres ophold her ikke var fuldkomne, thi intet fuldkomment kan eksistere i vor ufuldkomne verden.

Vi siger det igen: prøv aldrig for hårdt, prøv at gøre tingene ganske naturligt, inden for fornuftens grænser og inden for din formåen. Der er ingen grund til, at du går rundt og er slavisk lydhør over for, hvad andre siger. Brug din sunde sans, indret dig selv efter tingene, som de er. Vi står måske og vifter med en rød klud for næsen af dig, men i dine øjne har kluden en anden farve. Du synes måske, at den er lyserød, orange eller sågar purpurfarvet, det affiænger helt af omstændighederne, under hvilke du får øje på kluden. Måske falder lyset anderledes for dig end for os, desuden ser vi jo kluden fra hver sin vinkel. Anstreng dig altså ikke for voldsomt og lad være med slavisk at følge samme spor. Brug din sunde sans og gå Middelvejen. Det lønner sig at benytte 'den gyldne middelvej'.

Prøv at gå ad denne middelvej, det er tolerancens vej. Når vi befinder os på den, respekterer vi andres rettigheder, og ens egen ret respekteres ligeledes.

I østen oplæres præsterne - og også mange andre - i Judo og andre kamparter, ikke fordi disse mennesker er krigeriske, men fordi de, ved at lære Judo eller andre tilsvarende kampformer, samtidig lærer at have kontrol over sig selv. De lærer selvbeherskelsens kunst og frem for alt lærer de nødvendigheden af 'at give efter for at kunne sejre'. Tag nu for eksempel Judo. I denne sport bruger man ikke sin egen kraft for at vinde en kamp, nej, man bruger modstanderens og bringer ham til fald. Selv en lille spinkel kvinde, der har lært Judo, kan overmande en stor brutal fyr, der ikke kender kunsten. Jo større og kraftigere manden er, desto voldsommere angriber han og desto nemmere bliver det at overvinde ham, fordi hans egen kraft bevirker, at han falder så meget tungere.

Lad os bruge Judo eller modstanderens kraft til at overvinde vore problemer med. Lad være med at køre dig selv træt, slid ikke dig selv op. Har du en eller anden bekymring, så tænk på den. Prøv ikke at knibe uden om, som så mange andre gør. Mange er bange for at se et problem i øjnene. De går hele tiden uden om det, sonderer terrænet og føler sig forsigtigt frem, men de når aldrig ind til sagens kerne. Uanset hvor ubehageligt dit problem er og uanset hvor skyldig du føler dig i et eller andet, så gå direkte til ondets rod og find ud af, hvad det er, der tynger dig, hvad det er, du frygter. Når du så har vendt og drejet problemet og set det fra alle sider, skal du SOVE PÅ DET!

Hvis du 'sover på det', overlades det til OVER-SELVET, som er meget klogere, end du er. I forhold til mennesket er OVERSELVET et langt større intellekt. Når OVER-SELVET, eller måske er det din underbevidsthed, har undersøgt problemet og fundet frem til, hvorledes det kan løses, vil det formidle løsningen bragt ind i din bevidsthed, ind i din hukommelse og når du vågner op, vil du kunne bryde ud i jubel af glæde over, at du nu omsider har løsningen på det problem, som så længe har plaget dig, men som du nu kan bringe ud af verden for stedse.

Synes du om vort pulterkammer? Ja, siger du, jamen lad os så trække et andet lille 'klenodie' frem af støvet. Det er nok på tide, vi får halet dette her frem i lyset og får set lidt på det. Hvad kan der mon være i denne lille pakke. Vi åbner den, så får vi se!

Mange mennesker tror, at det at være et godt menneske indebærer, at man er nødt til at leve en trist tilværelse. Disse mennesker har den fejlagtige opfattelse, at man, hvis man er god eller religiøs, altid må gå rundt og se bedrøvet ud. "Gode" mennesker, der således går omkring og er bange for at le eller smile, er ikke så meget bange, fordi et smil ville ændre deres udseende, nej, de er - hvad der er endnu værre - bange for, at et smil vil slå hul på den ydre skal af fromhed, de bærer til skue. Vi kender sikkert alle sammen den strengt udseende mand, som næppe tør smile eller unde sig selv den mindste glæde af lutter frygt for, at et sådant 'fejltrin' ville bringe ham i unåde, så han siden hen havner i helvedes skærsild.

Religion, sand Tro, er en frydefuld ting. Den lover os liv hinsides denne jord. Den lover os belønning for alt, hvad vi har arbejdet for, den lover os, at døden ikke eksisterer. Vi behøver ikke at bekymre os om noget, vi har intet at frygte.

I de fleste mennesker bor en indgroet frygt for døden. Det skyldes, at hvis man nu var i stand til at huske "Efter-Livets" mange glæder, så kunne man måske føle sig fristet til at gøre en ende på livet her på jorden for snarest at komme ind i det lyksalige hinsides. Det ville svare til den skoledreng, der skulker fra skolen og derfor ikke gør fremskridt.

Fæster vi oprigtigt lid til religionen, så lover den os, at vi, når vi er kommet hinsides jorderigets grænser, ikke længere vil støde på de plageånder, vi måtte finde os i at møde på jorden. Vi vil heller ikke træffe folk, der går os på nerverne og forbitrer vor sjæl. Glæd dig over religionen, thi har du den sande tro, er det i sandhed glædeligt, og det er noget, du bør fryde dig over.

Vi er overordentlig kede af at måtte erkende, at mange af de mennesker, der studerer okkultisme eller metafysik, er blandt denne verdens værste syndere. Der findes en sekt - nej, vi røber ikke navnet - en kult som er helt overbevist om, at kun dens medlemmer, som de eneste, er udvalgte. De og kun de vil blive frelste og komme til at leve i deres eget lille Himmerige. Alle vi andre, stakkels dødelige syndere, som vi uden tvivl er i denne kults øjne, er dømt til en grufuld undergang. Dette er naturligvis ikke noget, vi kan skrive under på. Vi tror, at så længe man TROR, er det alt, hvad der behøves. Det afgørende er ikke, om vi tror på religion eller på okkultisme, nej, det afgørende er AT MAN TROR.

Okkultisme er hverken mere eller mindre mystisk eller indviklet end for eksempel vore multiplikationstabeller eller en historisk opdagelsesfærd. Det drejer sig blot om at tilegne sig viden om andre ting, ting som ikke hører den fysiske verden til. Vi falder jo ikke i svime af lutter begejstring, fordi vi finder ud af, hvordan vore nerver påvirker vore muskler eller fordi vi opdager, hvad der gør, at vi kan vrikke med storetåen. Det er jo noget, der hører den fysiske verden til. Så hvorfor skulle vi egentlig opfyldes af begejstring ved tanken om, at vi er omgivet af ånder? Vi ved jo, hvorledes vi kan overføre æterisk energi fra et menneske til et andet. Bemærk venligst, at vi her bruger betegnelsen 'æterisk energi' og ikke det orientalske ord PRANA eller noget andet orientalsk navn herfor. (Prana et sanskritord, der betyder: Livsluften - o.a.) Når vi nu en gang har tilrettelagt dette kursus på engelsk/dansk, holder vi os også helst til dette sprog.

Glæd dig! Jo mere du lærer om okkultisme og om religion, desto bedre sander du det Herlige Liv, som venter os alle i den anden verden. Når vi efterlader vort fysiske legeme i graven, er det som at overlade sit gamle sæt tøj til en eller anden vagabond. Du har intet som helst at frygte af den metafysiske viden, ej heller rummer religionen nogen fare for dig, for hvis du har den rette religion, vil du - jo mere du læser om den, blive overbevist om, at det ER DEN (RETTE) RELIGION.

De religioner, der lover dig skærsild og evig forbandelse, såfremt du træder ved siden af 'den smalle sti', gør deres tilhængere en bjørnetjeneste. I gamle dage, da menneskene endnu mere eller mindre var barbarer, var det muligvis tilladt at 'svinge spanskrøret' for at banke fornuft ind i folk. I vore dage ser det heldigvis anderledes ud.

Alle forældre ved, at det er langt det bedste at opdrage deres børn med mild og kærlig hånd og ikke ved hjælp af allehånde trusler eller klø. De forældre, som konstant truer med at ville sende bud efter politiet eller med 'at nu kommer bussemanden' eller truer med at ville sælge børnene, er dem, der forårsager neuroser - først hos børnene, senere i hele slægten. De forældre, derimod, der med fast, men venlig hånd forstår at opdrage deres børn, så disse lever i glade og lykkelige omgivelser, er dem der skaber gode samfundsborgere. Vi går helhjertet ind for at venlighed og disciplin må være grundlaget, men vi tilføjer at ordet 'disciplin' aldrig må forveksles med: "Kæft, trit og retning".

Lad os sammen glædes over religionen, lad os alle blive børn af de forældre, som opdrager i kærlig hengivenhed og med forståelse. Lad os gøre en ende på alt det falske. Lad det være slut med al uværdig undertrykkelse og terroriseren af andre og lad os gøre en ende på begreber som 'evig forbandelse'. Der er ikke noget, der hedder 'evig forbandelse'. Ingen af os vrages, intet menneske forvises fra den Åndelige Verden! Hvert enkelt menneske bliver frelst, uanset hvor ond han eller hun har været. Ingen vises bort.

Akasha-Optegnelsen, som vi senere skal omtale, fortæller os, at hvis et menneske skulle vise sig at være så frygtelig ondsindet, at der ikke umiddelbart findes nogen måde at hjælpe vedkommende på, så skyldes det udelukkende en forsinkelse i den pågældendes udvikling, og han/hun vil afgjort blive givet endnu en mulighed for i en ny 'livsrunde' at udvikle sig rigtigt, akkurat som den skoleelev, der ikke bestod eksamen, gives chancen for at gennemgå det gamle pensum endnu engang.

Ingen forlanger at vi 'rister vore børn over en glødende ild' eller at vi 'kaster dem ud som føde for de vilde dyr', blot fordi de har sprunget nogle timer over eller skulket nogle få gange fra skolen. Givetvis vil barnets klasselærer tale strengt til det, strengere end han i grunden ville, men rent bortset fra det, så lider barnet ingen overlast, og skulle det blive bortvist fra skolen, vil det ret så snart blive tilmeldt en anden og viser det sig ikke her, varer det ikke længe før skolens tilforordnede i den slags tilfælde dukker op på barnets bopæl for at fremføre sin klage.

Det er det samme med os almindelige mennesker. Forspilder vi vor chance, behøver vi ikke af den grund at fortvivle, vi vil altid få en ny. Gud er ikke sadist. Han er ikke ude på at tilintetgøre os. Han vil blot hjælpe os. Vi gør Vorherre alvorlig uret, når vi beskylder ham for altid at se sig om efter et påskud til at kaste os for hundene. Tror vi på Gud, så lad os også tro på Nåden, for ved at tro på Nåde, vil også vi blive vist Nåde - men lad os først og fremmest selv huske at vise andre Nåde og barmhjertighed. Når vi nu alligevel er inde på dette her, så lad os åbne en anden af de støvede kasser, en som ikke har været åbnet i umindelige tider. Luk den op og lad os se, hvad den har at berette.

Ifølge Akasha-Optegnelsen er Jøderne en folkestamme, som i en tidligere tilværelse overhovedet ikke kunne udvikle sig. Jøderne gjorde alt det, de ikke skulle have gjort, men lod samtidig alt det, de skulle have udrettet, ligge urørt. De hengav sig selv til al kødets lyster. De blev umådelig madglade og mæskede sig i fede og fedtholdige spiser, så meget at de efterhånden blev tykke og overfede, så deres ånde-legemer ikke om natten kunne rive sig løs fra deres overvægtige kroppe og begive sig ud på astral-rejser.

Dette folk, som nu om stunder kaldes for Jøder, blev hverken tilintetgjort eller fordømt til evig pinsel. I stedet genfødtes de for at kunne fuldføre en ny 'livsrunde' (de fik en ny chance). Også her svarer det til (vi har været inde på det tidligere) barnet, der bortvises fra skolen på grund af dårlig opførsel, men som får en ny chance i en anden skole. Det er det samme med Jøderne. I indeværende eksistens-periode lever mennesker, som er på jorden for første gang, og når disse mennesker kommer i kontakt med Jøder forbavses de, bliver forvirrede og endog nervøse og bange. De forstår ikke, hvad det er, der gør en Jødene anderledes, men de opfatter, at der er en forskel, de fornemmer at Jøden sidder inde med en overjordisk viden, og det gør dem bange. Og det menneskene frygter, det ønsker man at udrydde. Derfor er det, at Jøderne, som det ældgamle folk de er, forfølges her i deres nye 'livsrunde', hvor de må igennem det hele endnu engang.

Nogle folk misunder Jøderne deres viden og deres udholdenhed. Også her forholder det sig således, at det man ikke selv ejer, det skal heller ikke andre eje, derfor forsøger man at ødelægge det.

Det er imidlertid ikke vor agt her at fortabe os i spørgsmålet Jøde eller ikke-Jøde.

Vi taler om glæden ved religionen. Lyst og glæde fremmer din evne til at lære (lysten driver værket), og du lærer hurtigere, når du ikke er under tvang. Der findes ikke - vi kan ikke sige det tit nok -sådan noget som evig pinsel, og der eksisterer ikke nogen uudholdelig skærsild. Undersøg dine tanker, prøv i tankerne at gennemgå alt det, du har lært og tænk så over, hvor rimeligt det er, at du i din religiøse tro oplever glæde og kærlighed. Her står du ikke til ansvar over for en grusom far, der ønsker at gennembanke dig eller har planer om at sende dig derhen, hvor peberet gror. Nej, du står over for Store Åndevæsener, som har været det altsammen igennem længe før mennesket fødtes i tanken. De har været igennem det hele, og de kender svarene på alt. De kender besværlighederne - og de er barmhjertige.

Siddende blandt vore 'skatte' på pulterkammeret siger vi derfor: "Vis glæde for din religion og tænk altid med varme følelser på din Gud, uanset hvad du kalder Ham, for Han er altid rede til at stå dig bi, men du må sørge for selv at gøre dig fri af alle frygtsomme tanker.

Nu er det imidlertid på tide, vi forlader pulterkammeret og igen går ned ad den knirkende trappe. Men snart - allerede i næste lektion - vil vi atter bede dig om at ledsage os derop endnu engang, for når vi rigtig får set os omkring, får vi øje på en hel del 'småting', som nok kan være af interesse, og som vi forhåbentlig vil have gavn og glæde af at hale frem i lyset.

Vi mødes altså på pulterkammeret i næste time, ikke sandt?

 

LEKTION 16

Så mødes vi altså her igen i pulterkammeret!

Hist og her har vi ryddet lidt op og fundet nogle få nye ting frem. Nogle af dem vil måske kaste lys over et eller andet, du i nogen tid har gået og grublet over, men lad os til at begynde med kigge lidt nærmere på dette her:

Det er et brev, som vi modtog for nogen tid siden. Her står ... skal jeg læse det for dig?

"Du skriver meget om frygt. Du siger at der ikke er noget at være bange for undtagen frygten. I dit svar på mit spørgsmål fortalte du mig at det var frygten, som holdt mig tilbage og forhindrede mig i at gøre fremskridt, men jeg er mig ikke nogen frygt bevidst. Jeg føler ingen angst. Hvad kan der så være i vejen?"

Ja, se, det er et ganske interessant problem! Frygt, angst er det eneste, der kan holde dig tilbage. Skal vi se lidt nærmere på det? Sæt dig ned et øjeblik, så vil vi diskutere problemet FRYGT.

Vi er allesammen bange for et eller andet. Nogle af os er mørke-rædde, andre er bange for edderkopper eller slanger. Nogle af os er os vor angst bevidst. Men - hvad er nu det? - vor bevidsthed (den vågne) udgør jo kun en tiendedel, hvad nu, hvis frygten sidder og lurer i underbevidsthedens ni tiendedele?

Ofte sker det at vi af en eller anden ubevidst grund tilskyndes til at gøre dette eller hint, eller vi lader rent ubevidst være med at gøre netop det. Vi ved ikke, hvorfor vi gør visse ting og ej heller hvorfor der er andre ting, vi ikke gør eller ikke kan gøre. Vi har i så henseende ligesom ikke noget fast holdepunkt. Til tider handler vi tilsyneladende irrationelt, men hvis vi lod os undersøge af en psykolog, som i timevis fik lov at hale oplysninger ud af os, medens vi lå der på hans sofa, ja, så ville det måske komme for en dag at vor angst grundede sig i noget, der var hændt os da vi var ganske små. Frygten ville ligge skjult inde i os, skjult for vor bevidsthed, men den ville arbejde i os, bore og gnave i vor underbevidsthed som en hær af termitter, der overfalder en bygning, der udvendig er beklædt med træ. Overfladiske undersøgelser af en sådan bygning ville sandsynligvis fortælle os at alt var fejlfrit og tilsyneladende helt i orden, men også kun tilsyneladende, for i næste nu faldt beklædningen måske sammen, ædt op af de indtrængende termitter.

Det samme gør sig gældende med hensyn til begrebet FRYGT. Frygten behøver ikke at være os bevidst for at kunne virke. Den gør for det meste sin virkning i det underbevidste, fordi vi ikke ved at den er der, og når vi ikke ved det, er der ikke noget, vi kan stille op.

Efterhånden som vi er vokset op, har vi alle måttet leve under ganske bestemte betingelser. Et menneske, som er opdraget i et kristent miljø, vil have lært at der er visse ting, man ikke gør og visse ting, som er forbudt, medens mennesker, født og opdraget i andre religiøse samfund, ikke behøver at leve med disse forbud. Når vi derfor ser på spørgsmålet om frygt, tvinges vi til også at undersøge såvel vor racemæssige som vor familiemæssige baggrund. Er du bange for spøgelser? Hvorfor?

Hvis tante Ingeborg var en godhjertet og gavmild sjæl, som elskede dig højt og inderligt, medens hun levede her på jorden, er der ingen som helst grund til at tro at hun holder mindre af dig nu, hvor hun - efter at have forladt denne verden - lever en langt bedre tilværelse. Så hvorfor være bange for tante Ingeborgs ånd? Vi er bange for ånder eller spøgelser, fordi de er fremmede for os. Vi frygter spøgelser og ånder, fordi vor religion har lært os at der ikke eksisterer sådan noget som spøgelser, og fordi den fortæller os at kun Helgener eller folk, der omgås Helgener, kan se ånder. Vi er bange for det, vi ikke forstår, og det er i grunden tankevækkende at hvis der ikke fandtes pas eller landegrænser og ingen sprogvanskeligheder, så ville der udbryde færre krige. Vi er nemlig bange for russerne, tyskerne eller afghanerne - eller for nogle helt andre, der er lige så bange for os - FORDI VI IKKE FORSTÅR HINANDEN. Vi ved ikke, hvad de agter at gøre mod os.

Angst er noget grufuldt, noget der gør os syge. Det er en plage, som undergraver vor forstand. Hvis vi udviser en vis tilbageholdenhed over for et eller andet, gør vi bedst i at få klarlagt hvorfor. Nogle religioner lærer os at et begreb som reinkarnation er noget sludder, hvorfor? Lad os tage et indlysende eksempel:

I gamle dage havde præsterne uindskrænket magt, og de under-trykte befolkningen, som de herskede over, blandt andet med trusler om evig forbandelse. Alle oplærtes til at få det bedst mulige ud af deres liv, for det var det eneste, de havde. Formentlig tænkte præsterne sig noget i retning af at hvis man fortalte folket om reinkarnation, så ville menneskene sikkert bare drive den af i deres indeværende liv i troen på at de så bare kunne "gi' den en tand mere" i det næste. I forbindelse med dette kan vi nævne at det i Kina for mange menneskealdre siden var fuldt ud legalt at stifte gæld, som man forpligtede sig til at tilbagebetale i sit næste liv! Det er også værd at bemærke at befolkningen i Kina troede så fuldt og fast på reinkarnation at folk forfaldt til dagdrømmeri og slet ingenting fik udrettet. De havde ganske enkelt besluttet sig for at de i dette liv ville holde én lang ferie - så kunne de jo altid indhente det forsømte i deres næste inkarnation! Nuvel, det formede sig ikke således, og derfor blev hele den kinesiske kultur dekadent.

Endnu en gang siger vi: undersøg dig selv og din forstand, din indbildningskraft. Giv dig selv et grundigt hoved-eftersyn og prøv at finde ud af, hvad det er, din underbevidsthed søger at brygge sammen. Hvad er det, der gør dig så nervøs, så bekymret eller bange for visse ting? Hvis du graver tilstrækkelig dybt, vil du også finde årsagen, og du har da ikke mere at frygte.

Det er angsten, der afholder folk fra at foretage astral-rejser. I virkeligheden er det - som vi alle nu ved - ganske enkelt at rejse astralt. Det kræver ikke den helt store anstrengelse af én. Faktisk er det lige så enkelt, som det at trække vejret - og alligevel er folk bange for disse rejser. Søvn er næsten identisk med døden. Søvn er en påmindelse om død, en påmindelse om at vi i sidste ende alle skal dø. Det er derfor, vi spekulerer på, hvad der mon sker med os, når døden og ikke søvnen gør krav på os. Vi forestiller os muligheden af at en eller anden klipper "Sølvtråden" over, medens vi sover. Hvor glider vi så hen? Det kan imidlertid ikke ske. Der er ingen fare forbundet med en astral-rejse, den eneste fare ligger i selve frygten, i den frygt du erkender, såvel som i den frygt du ikke sanser. Igen og igen må vi foreslå: prøv at komme til bunds i dit angstproblem. Det, du kender og forstår, er ikke noget at være bange for, du må derfor skaffe dig klarhed over, hvad det er du frygter.

Vi har sikkert brugt ret megen tid på dette emne, men nu må vi også videre, for der er meget mere som har krav på din opmærksomhed, og vi skal snakke om meget andet endnu, før vi kan afslutte denne lektion og gå over til den næste. Se dig godt omkring, studér vort pulterkammer. Er der noget, der specielt fanger din opmærksomhed? Lagde du mærke til dette her ornament? Det er HELT FANTASTISK (ikke-af-denne-verden), ikke sandt? Ordene får os til at tænke på noget.

"Helt fantastisk!" I daglig tale bruges ofte en eller anden udtryksform, som virkelig er rammende, som f.eks. "Jeg har aldrig set noget så smukt, det var helt fantastisk!" Så sandt, så sandt! Når vi smyger denne verdens lænker af os og rejser hinsides, bort fra dagligdagens mange trængsler, kan vi høre toner og se farver og opleve ting, som rent bogstaveligt 'ikke er af denne verden', som - med andre ord - er HELT FANTASTISKE.

Her på jorden hæmmes vi af vor egen uvidenhed, vor begærlighed og vore urene tanker. Vi har så travlt med at skulle leve op til dem inde ved siden af at vi ikke har tid til at se os omkring. Vor tilværelse er jordbunden. Vi er nødt til at arbejde for at tjene til føden, og samtidig skal vi passe vore sociale forpligtelser.

Når vi har fået vor tilmålte søvn, starter det vilde ræs, alt skal gå TJEP, tjep! der er aldrig tid. Hov, stop et øjeblik! Er det nu nødvendigt med dette jag? Kunne det ikke lade sig gøre at vi indrettede vort liv således at vi i det mindste havde bare en halv time hver dag, som vi kunne bruge til at meditere i? Hvis vi vil meditere, kan vi rejse helt bort fra denne verden. Vi kan - efter nogen tids øvelse - rejse astralt ind i en anden verden. En sådan rejseoplevelse er både opmuntrende og opløftende. Når vi højner vor åndelige tankegang, hæver vi samtidig vore vibrationer og jo højere på 'klaviaturet' (husker du skalaen?) vi kan sanse, jo smukkere og herligere ting vil vi komme til at opleve.

"Ud af denne verden", det er naturligvis vort mål. Vi ønsker os bort fra denne verden, men først når vi har lært vore lektier. Se engang tilbage på oplevelserne i skolens klasseværelse. Mange af os følte os sikkert elendigt tilpas, som vi en varm sommerdag sad der i det indelukkede klasseværelse og lyttede til at læreren med sin monotone stemme kværnede løs om et eller andet, som overhovedet ikke interesserede os en døjt. Hvem i alverden var interesseret i dette eller hint imperiums storhed eller fald? Vi havde langt større lyst til at komme ud i det fri. Fremfor alt ønskede vi at kunne forlade dette beklumrede værelse og komme væk fra denne søvndyssende snak. Vi kunne bare ikke, for hvis vi gik vor vej, ville læreren uden tvivl straffe os, og hvis vi simpelt hen droppede vore lektier, ville vi muligvis dumpe ved eksamensbordet og altså ikke komme op i næste klasse, men måtte forblive i den samme kedelige klasse sammen med en masse nye elever, som ville anse os for nogle sære dumrianer, fordi vi var oversiddere. Lad os derfor ikke tænke på for stedse at rejse ud af denne verden, før vi har lært det vi er sat her på jorden for at lære.

Vi kan tillidsfuldt se frem til de glæder, den ro, det velvære og den åndelige fuldkommenhed, der venter os, når vi forlader denne verden for at træde ind i det herlige hinsides. Vi burde altid huske os selv på at vort ophold her sådan set svarer til at afsone en fængselsstraf under særlig triste omstændigheder. Medens vi vandrer rundt hernede, kan vi ikke rigtigt se hvor rædselsfuldt her er, men hvis du i dette øjeblik kunne rejse ud og betragte jorden oven fra, ville du få ikke så lidt af et chok og være mere end uvillig til at vende tilbage. Det er en af grundene til at så mange af os ikke kan rejse astralt, for hvis ikke man er forberedt, vil det være en ubehagelig oplevelse at vende tilbage - al glæden er jo i det hinsides. De af os som foretager astral-rejser, srr hen til den dag hvor vi 'løslades', men vi sørger sandelig for i mellemtiden at opføre os ordentligt i vor 'fængselscelle'; i modsat fald går vi glip af vore 'fritimer'. Lad os derfor få det bedst mulige ud af det, medens vi er her på jorden, således at vi, når den tid kommer, er beredte til livet i den bedre verden hinsides, som det nok er ulejligheden værd at forberede sig til.

Vi støver ret så meget rundt heroppe på pulterkammeret. Vi haler den ene ting frem efter den anden og banker støv af andre, som forlængst er sorteret fra. Som nu for eksempel denne lille ting: Mange mennesker tror at seere altid studerer ens aura, og at de altid læser ens tanker. Det er skrup forkert! Et menneske med telepatiske eller clairvoyante evner læser ikke ustandselig tanker og studerer ikke hele tiden venners eller fjenders auraer. Noget af det, de i så fald ville få at se, ville være alt for vederstyggeligt og så langt fra smigrende at nogle af dem måske kunne føle sig fristede til at prikke hul på vor opblæste, skidtvigtige indbildskhed.

Næh, der er heldigvis meget andet at tage sig til.

Vi kommer til at tænke på en dame, som somme tider aflægger os et besøg. Hun indleder altid med at fortælle et eller andet, for så pludselig at stoppe op og udbryde: "Men dig behøver jeg vel ikke at fortælle noget, vel?" "Du kender jo det hele bare ved at se på mig, ikke sandt?"

Sådan forholder det sig slet ikke! Vi kunne vide alt, men det ville være moralsk forkert af os. Vær ikke bange for seere, okkultister eller tankelæsere, for er deres moral i orden, vil de ikke snuse i dine private affærer, ikke engang, selv om du beder dem derom, og skulle det forholde sig således at deres moral ikke er helt uangribelig, ja, så vil de slet ikke kunne 'se' eller 'læse' noget som helst. Vi kan godt betro dig at spåkonen, som i sit tivolitelt tyder din fremtid for en skilling, aldeles ikke er synsk. For det meste er hun bare en gammel kone, der har fundet ud af en måde at lave penge på. Efter al sandsynlighed har hun engang haft clairvoyante evner, men der er bare den hage ved det at disse evner ikke må bruges med det formål at tjene penge. Du kan ikke mod betaling fortælle et menneske om dets fremtid, alene af den grund at dine telepatiske eller clairvoyante evner svinder bort i samme nu pengene kommer ind i billedet. Det kedelige er at spåkonen tager sig betalt under alle omstændigheder og eftersom hun som regel er noget af en psykolog, lader hun i første omgang fortrinsvis dig selv føre ordet. For så bagefter at fortælle dig nøjagtig det du ønskede at høre, medens du selv - ført bag lyset, som du er - højlydt giver udtryk for din forbavselse.

Nær aldrig frygt for at en clairvoyant person giver sig til at snage i dine sager!

Mon ikke det ville irritere dig en del, såfremt du sad hjemme i din stue i færd med at skrive et brev, og der så pludselig kom en eller anden ind og stod og kiggede med over din skulder for at se, hvad det var du skrev. Du ville sikkert ikke bryde dig særlig meget om det.

Ville det behage dig, hvis vedkommende begyndte at gennemrode dine personlige effekter eller gav sig til at læse både det ene og det andet, så han eller hun endte med at vide alt om hvad du ejede, hvem du var, og hvordan du var? Ville du bryde dig om at nogen aflyttede alle dine telefonsamtaler? Selvfølgelig ville du ikke det!

Lad os gentage: et menneske, der er i besiddelse af en god moral, går ikke rundt og studerer auraer eller læser tanker, og et menneske, hvis moral er tvivlsom, har slet ikke evnerne til at kunne gøre det. Dette er en af okkultismens love: et menneske med en slet eller dårlig karakter er ikke clairvoyant. Til hver en tid, når du hører tale om den eller den person, der har set både ditten og datten samt lidt til, kan du roligt trække de 99% fra.

En clairvoyant person vil altid vente med at sige noget, indtil du har betroet ham/hende, hvad det er du ønsker at drøfte, og han eller hun vil ikke være spor interesseret i din private tankegang eller i din aura, heller ikke selv om du ønsker det. Der er visse love, som okkultisterne strengt må overholde, for bryder de disse love, er de hjemfaldne til straf, akkurat som vi er det hvis vi bryder vort lands love. Fortæl den synske det du ønsker at fortælle, og hun eller han vil med det samme være klar over om du taler sandt. Så meget ved-står vi. Fortæl hvad som helst, men vær sikker på at det er sandheden, thi lyver du, narrer du kun dig selv og aldeles ikke den pågældende clairvoyante person. Du bør altid huske på at en rigtig, en god seer ikke har til hensigt at læse dine tanker eller vurdere din aura, og en ringe, en ond, seer KAN IKKE!

Nuvel, vi har fundet endnu en lille ting frem, som vi måske også skulle kigge lidt nærmere på: "Nå, så du kommer ikke så godt ud af det med din ægtefælle?" Vel, det kan jo være at netop det forhold er bestemt til at skulle være dit problem eller det problem, som du er sat her på jorden for at løse. Lad os udtrykke det således: hvis man har en hest, som man tilmelder forskellige væddeløb, som den alle vinder uden besvær, så bliver den handicappet i de følgende løb (dvs. den kommer f.eks. til at starte 20-40 meter eller mere efter de andre startende heste, eller den må bære ekstra vægt - o.a.). Prøv at sætte dig i hestens sted! Du er sikkert alt for hurtigt og alt for let og smertefrit kommet igennem din forrige tilværelse, derfor har du denne gang fået et handicap: en partner, der ikke passer til dig. Det, du nu skal gøre, er at få det bedst mulige ud af dit ægteskab, for du må ikke glemme at hvis du og din ægtefælle overhovedet ikke kan være sammen, så vil I aldrig komme til at møde hinanden i livet efter dette.

Hvis et menneske finder en skruetrækker eller en hammer frem fra værktøjskassen, så er det kun et stykke værktøj, som han netop står og skal bruge. Man kan godt betragte sin ægtefælle som det stykke værktøj, man skal bruge for at udføre et ganske bestemt job - for at komme igennem en ny lektion f.eks. Et menneske kan føle sig knyttet til sit værktøj, fordi det sætter ham i stand til at udføre det arbejde han skal gøre, men det er med garanti sikkert at han eller hun aldeles ikke påtænker at bringe værktøjet med i det hinsides.

Der tales og skrives meget om "Menneskets Storhed", men lad det straks være sagt: mennesket er ikke den højeste livsform, der findes.

Tag for eksempel os mennesker her på jorden. Hvad er vi, andet end en lurvet flok rå, egensindige navlebeskuere.

Hvis vi ikke var det, ville vi slet ikke være her, thi her kommer menneskene kun for at lære at overvinde disse negative egenskaber. Mennesket er i sandhed et højere væsen i det hinsides, men vi understreger på ny at vi, medens vi er på jorden, meget vel kommer ud for ikke at være på talefod med vore nærmeste, det være sig ægtefællen, forældrene eller andre slægtninge, hvilket grunder sig i at det alt var planlagt således - en forhindring på vor vej - som vi skulle lære at overvinde.

Man vaccinerer eller poder (mod kopper) ofte folk, som således påføres en meget mild form for den sygdom, de vaccineres imod. Dette sker for at de senere i livet kan modstå et alvorligere angreb af samme sygdom. Vore forældre og vor ægtefælle er så at sige udvalgte til at gøre det ud for vaccination eller podning, men dermed være ikke sagt at vi kommer til at møde dem efter dette livs afslutning. Vi kan faktisk ikke møde dem igen, hvis de i dette liv ikke passede sammen med os, for - som vi tidligere har påpeget - hinsides døden lever vi i absolut harmoni, og hvis menneskene ikke er i harmoni med hinanden vil de ikke komme til at omgås.

 

"Aura-kjæsj" - der to kvinner av vidt forskjellig mentalitet kolliderer - disse vil ha da forskjellig "oppholdsted" på den andre siden

 

Uden tvivl vil mange have glæde og gavn af denne kendsgerning. Nuvel, dagen er ved at gå på hæld, skyggerne bliver længere, og vi føler at vi ikke bør opholde dig yderligere. Du har sikkert meget, der skal nås, før natten falder på. Lad os derfor sige farvel til pulterkammeret og sagte lukke døren efter os - lukke døren ind til alle vore 'skatte'. Vi kravler atter ned ad den gamle, knirkende trappe, og velbeholdne nede går vi i fred og ro hver til sit.

 

 

LEKTION 17

Har du nogen sinde været ude for at en af dine venner helt ude af sig selv af ophidselse pludselig stod ved siden af dig og trak i dit frakkeærme, idet han udbrød: "Nu skal du bare høre, jeg havde den mest grufulde oplevelse sidste nat. Jeg drømte at jeg kom spadserende ned ad Kongensgade uden en trævl (tråd) på kroppen. Kors, hvor var jeg flov!"

Sandsynligvis har du det, for det er faktisk en oplevelse, der - i forskellige variationer - deles af mange mennesker. Man drømmer måske en nat at man er inviteret til et større selskab, hvor en masse elegant klædte mennesker er til stede, hvorpå vi selv ankommer for blot at opdage at vi har glemt at klæde os på. Ja, måske har du selv haft en tilsvarende drøm, som for eksempel at du pludselig fandt dig selv stående midt på Rådhuspladsen iført et eller andet orientalsk gevandt - eller måske var du splitternøgen.

Det kan have drejet sig om - hvilket du sikkert er klar over - en astral-oplevelse. De af os, der kan se andre rejse astralt, har ofte været ude for forbløffende og morsomme situationer, men vort kursus går jo ikke så meget på morsomheder, det er derimod beregnet på at hjælpe dig, således også hvad disse helt normale tildragelser angår. Lad os derfor vie denne lektion til drømme, for drømme under en eller anden form er noget vi allesammen har kendskab til.

Fra ældgammel tid har man betragtet drømme som værende varsler, tegn eller vidundere, og der findes endog mennesker, som foregiver at kunne forudsige folks skæbne ud fra tydningen af deres drømme. Andre anser drømmene for at være rene fantasifostre, som skabes fordi ens bevidsthed ikke har kontrol over én, medens man sover. Det er helt forkert, men lad os prøve at forklare.

Som vi har fortalt om i tidligere lektioner, så består vi af mindst to legemer, og vi skal her indskrænke os til kun at tale om disse to:

DET FYSISKE og det 'FØRSTE' ASTRALE LEGEME, men vi har selvsagt mange andre legemer. Når vi sover, skiller astral-legemet sig gradvis ud fra og svæver bort fra det hvilende fysiske legeme. I den fysiske krop sidder hele 'maskineriet', det fungerer bare ikke. Det er med det som med en radiosender, hvor speakeren er gået hjem - der er ingen til at sende meddelelser ud i æteren. Astrallegemet, som nu svæver over det fysiske, overvejer i nogle få øjeblikke, hvor det vil hen, og hvad det skal tage sig til. Så snart beslutningen er truffet, 'lander' astral-legemet på fødderne for fodenden af sengen og stiger i næste nu, som en fugl der letter fra en gren, op i luften og er snart langt borte, men dog stadig ved "Sølvtråden" forbundet til den fysiske krop.

De fleste mennesker - især i den vestlige verden - er ikke sig selv bevidst, hvad de oplever på deres astral-rejser og genkalder sig ikke visse episoder, men det hænder dog at de, når de vender tilbage i deres fysiske krop, har en følelse af noget varmt og inderligt, hvilket måske får en eller anden til ved morgenbordet at udbryde: "Ih, jeg drømte altså om X i nat. Hvor ser hun/han godt ud!" Højst sandsynligt har vedkommende virkelig under sin natlige astral-rejse aflagt besøg hos X; det at aflægge besøg hos kære venner er nemlig noget vi meget ofte gør, når vi rejser astralt, ligesom vi tit drages mod gamle kendte steder, hvor vi tidligere færdedes meget. Det synes f.eks. også en fastslået kendsgerning - politiet vil sikkert bekræfte dette - at forbrydere altid vender tilbage til gerningsstedet.

Der er ikke noget mærkeligt i at vi besøger vore venner på de astral-rejser, vi allesammen drager ud på - et eller andet sted skal vi jo hen, så hvad er mere nærliggende? Så længe vi endnu ikke er 'fuldt uddannede' astral-rejsende, flyver vi ikke rundt i de astrale regioner, men holder os stædigt i nærheden af kendte steder her på jorden. Mennesker, som ikke har lært at rejse astralt, besøger gerne eventuelle oversøiske slægtninge eller venner, hvis de da ikke foretrækker at besøge f.eks. en eller anden udstilling el.lign., som de altid har næret et brændende ønske om at få at se. Når de så vender tilbage (vågner op), tror de (hvis de da i det hele taget tror noget) at de har haft en drøm.

Ved du, hvorfor du drømmer? Vi har allesammen oplevet disse smutture ind i virkelighedens verden. Vore "drømme" er lige så virkelige som en rejse med fly eller skib til New York eller en togrejse til Paris er det, alligevel hedder de bare "drømme". Før vi nøjere undersøger spørgsmålet om drømme, må vi lige minde om Konventet i Konstantinopel i året 60, hvor de Kristne Kirkers ledere afgjorde, hvad begrebet KRISTENDOM skulle indbefatte. Efter den tid er mangt og meget af de Store Mestres Lære blevet forvansket eller undertrykt. Herom kunne vi godt supplere med nogle meget hvasse bemærkninger, som baserer sig på oplysninger, vi har hentet i Akasha-Optegnelsen, men formålet med vort kursus er altså først og fremmest at hjælpe menneskene til at kende sig selv - ikke at træde andre over tæerne, heller ikke selv om deres ejermænd spreder vildledende eller fejlagtige oplysninger.

Lad os derfor nøjes med at konstatere at man på den vestlige halvkugle i flere århundreder slet intet lærte om astral-rejser af den simple grund at en sådan lære ikke indbefattedes i nogen organiseret religion. For resten, læg lige mærke til at vi siger: "organiseret religion". Ydermere tror flertallet af befolkningen i den vestlige verden jo ikke på f.eks. feer eller åndevæsener, og de voksne gør enten nar af børnene eller de skælder dem ud, hvis de hævder at se eller lege med sådanne for de voksne usynlige væsener, thi her, såvel som på mange andre områder, er børnene langt klogere og mere årvågne end de voksne. Selv den Kristne Bibel siger: .... uden I omvender Eder og bliver som børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. " (Matthæus 18.3)

Vi kunne vende disse ord om og i stedet sige: "Hvis du har din barnetro ubesmittet af de voksnes vantro, kan du når som helst komme hvor som helst hen, du vil. "

Gør vi nar af børnene, lærer de hurtigt simpelt hen at skjule eller holde mund med, hvad de virkelig ser. Nødvendigheden af hele tiden at skulle skjule deres sande evner, bevirker imidlertid at børnene desværre ret hurtigt mister evnen til 'at se væsener'. Det forholder sig næsten på samme måde med drømme. Menneskene oplever altid noget når deres fysiske legeme sover, for astral-legemet sover naturligvis aldrig, men kommer derimod ofte ud for at det, når det vender tilbage fra rejsen, er i konflikt med den fysiske krop alene af den grund at det selv kender sandheden, medens den fysiske krop ligger under for de forudfattede meninger, som den har fået indskærpet lige siden barndommen. De voksne vil under ingen omstændigheder se sandheden i øjnene, og der opstår derfor en konflikt: Astral-legemet har været på udflugt og set og oplevet ting, som det fysiske legeme nu nægter at tro på, fordi hele den vestlige verdens lære går ud på kun at tro på det, man kan tage og føle på eller skille ad for at se, hvorledes det fungerer. Vestens mennesker kræver bevis, mere bevis og endnu mere bevis og prøver så samtidig hele tiden på at bevise at beviset er forkert!! Således skabes konflikten mellem det fysiske og det astrale legeme, og det bliver nødvendigt at finde udvej for at tilpasse de to legemer til hinanden. De såkaldte drømme efterrationaliseres i en sådan situation i en slags oplevelse - ofte med de særest tænkelige følger.

Lad os tage dette op en gang til.

På en astral-rejse kan vi have de mest usædvanlige oplevelser, og når vi vender tilbage, er det astral-legemets ønske at vi har en helt klar erindring om hele forløbet af vor rejse, men det kan den fysiske krop ikke tillade, hvorfor konflikten mellem de to legemer bryder ud. Denne konflikt er skyld i at der i vor hukommelse danner sig nogle helt uhyrlige fantasibilleder af noget, der umuligt kan have fundet sted. Når som helst der i astral-verdenen sker noget, som er i modstrid med de fysiske love der hersker her på jorden, opstår der en konflikt. Fantasien løber af med os. Vi kommer ud for de mærkværdigste ting og får måske oven i købet mareridt. I det astrale kan vi levitere, dvs. svæve opefter og flyve af sted til en hvilken som helst plet på jorden. I det fysiske kan man ikke i løbet af nul komma fem rejse jorden rundt, ja, man kan end ikke svæve rundt i sin egen stue. Derfor er det vi gentager at der mellem det fysiske og det astrale legeme fremstår så usandsynligt og forvrængede gengivelser af vore astral-oplevelser at disse ikke bringer os det udbytte vi ellers ville have haft af en astral-rejse. Vi får såkaldte drømme, som der hverken er hoved eller hale på. Vi drømmer en masse vrøvl - sådan opfattes det i hvert fald her i den fysiske verden, men i det astrale drejer det sig faktisk om rent dagligdagse ting.

Vi indledte med en bemærkning om dette at komme gående ned ad gaden uden en trævl på kroppen. Lad os tage dette op igen. Ret så mange mennesker har haft denne i høj grad pinlige oplevelse, tilsyneladende i en drøm, men selvfølgelig drejer det sig slet ikke om en drøm. Der sker det at man i det øjeblik man tager ud på en astral-rejse, glemmer at iføre sig sine 'astrale klæder'. Hvis man ikke forestiller sig at være iført en passende klædedragt, opstår dilemmaet, og vi risikerer at bevæge os helt nøgne rundt i det astrale. Det sker tit at et menneske er så opfyldt af spænding ved tanken om det der forestår at han/hun i farten glemmer alt andet end dette ene at komme af sted.

Tillad os at erindre om at mennesket er skabt nøgent. Brugen af tøj er en helt igennem menneskeskabt skik, som ikke har bund i virkeligheden. Lad os imidlertid her gøre et lille sidespring for at betro dig noget, som muligvis vil vække din interesse.

I gamle dage kunne menneskene se hinandens auraer. Ens tanker lå helt åbne for alle og enhver, og ens hensigter var lige så åbenbare. På ny pointerer vi at auraens farver stråler kraftigst og mest livligt omkring de af kroppens områder, der dækkes af vore klæder. Menneskene - især kvinder - holder bestemte dele af deres krop tildækket, fordi de ikke ønsker at andre skal kunne læse deres tanker eller hensigter, som måske ikke altid er lige sømmelige. Vel, som vi sagde, dette var et lille sidespring, som egentlig ikke har ret meget med drømme at gøre, men måske får det dig til at tænke lidt over begrebet 'tøj'.

Når man foretager astral-rejser, er det mest almindeligt at man forestiller sig selv iført det tøj, man går i til daglig. Hvis vi kommer af sted i en sådan fart at vi glemmer tøjet, vil en clairvoyant person se os som nøgne hvis vi aflægger besøg hos ham/hende. Selv har vi i det astrale fået besøg af mennesker, der ikke havde noget tøj på og af andre, der kun var iført en pyjamasjakke, men vi har også været gæstet af mennesker, hvis fantasifulde klædedragter simpelt hen trodser enhver beskrivelse og givetvis ikke findes afbildet i noget modekatalog.

Det er ligeledes en kendsgerning at personer, der er for modebevidste, ofte i drømme klæder sig i tøj som de til hverdag aldrig ville tage på. Alt dette er imidlertid uden betydning, al den stund tøjet kun er et menneskeskabt påfund, og vi formoder at vi ikke i himmelen - når vi engang kommer der - får udleveret klæder, som dem vi går i her på jorden.

Drømme er med andre ord efterrationalisering af virkelige begivenheder, der finder sted i astral-verdenen, og, som vi tidligere har påpeget, i det astrale opfatter vi langt flere farver med langt større klarhed end vi gør i det fysiske. Alting er renere, mere strålende. Alting synes at forekomme i overstørrelse. Man ser selv de mindste detaljer og sanser farver, der ligger langt uden for det spektrum, vi opfatter her på jorden. Nedenfor bringer vi et eksempel.

'Vi drog af sted i vort astral-legeme. Rejste over land og hav for at besøge et fjerntliggende land. Vejret var pragtfuldt. Oven over os var himlen knaldblå og på havet under os slikkede skumklædte bølgetoppe blidt op efter os, men naturligvis uden at kunne nå os. Vi landede på en gylden strandbred, hvor vi tog os tid til at undersøge sandets vidunderskønne, diamantagtige struktur. I sollyset funklede hvert lille sandskorn som ædelstene. Vi vadede i strandkanten gennem de blidt skvulpende tangplanter, hvis brune og grønne farver hensatte os i en tilstand af forundring. Det samme gjorde tangens luftfyldte blærer, som syntes at skifte farve over i det gylden-rosa. Til højre for os lå en klippesten indhyllet i et grønligt farveskær - et kort øjeblik mindede den om den pureste jade. Vi kunne se langt ind i selve stenen, se dens årer og de mange riller i den, og vi så også nogle små bitte forstenede tingester, som må være blevet indlejret i dette klippestykke for millioner af år siden. Som vi bevægede os rundt der på stranden, var det som havde vi fået helt nye øjne, øjne som så hvad de aldrig før havde set. Vi kunne se hvad der forekom os som gennemsigtige, farvede kugler, der svævede igennem luften, kugler som i virkeligheden var selve luftens egen levende kraft. Farverne var skiftende men stærke og vidunderligt skønne. Vort syn var skærpet i en sådan grad at vi kunne se til verdens ende uden at gå glip af en eneste detalje.'

Medens vi er her på jorden, indespærret i den fysiske krop, er vi i virkeligheden forholdsvis blinde. Vort farvespektrum er meget begrænset, og vi sanser kun i meget ringe grad de mange farvenuancer. Vi lider af nærsynethed, bygningsfejl i øjnene og andre skavanker, som gør det umuligt for os at se tingene, som de virkelig er. Her på jorden er vi næsten berøvet vore sanser såvel som vor opfattelsesevne. Lukket inde som vi er, er vi kun nogle sølle skabninger i lerhylstre tynget af begær og misundelse og overfyldte af for fed kost. Men når vi træder ind i den frie astrale verden, kan vi SE, med den allerstørste klarhed SE farverne omkring os, som vi aldrig fik dem at se på jorden.

Hvis du får en "drøm", i hvilken du ser alting overraskende tydeligt, og i hvilken du glædes over farvernes strålepragt, så ved du nu når du vågner at det ikke er en almindelig drøm du genkalder dig. Du er derimod i færd med at efterrationalisere en ægte astralrejse-oplevelse.

Der er også noget andet, der hindrer mange i at huske deres skønne oplevelser i det astrale. Det er følgende: Når man befinder sig i astral-verdenen, er ens vibrationer langt langt hurtigere end når vi er i det fysiske legeme. Dette faktum volder ingen bekymringer i det øjeblik, man rejser ud af kroppen, men besværlighederne opstår, når man vender tilbage. Er vi på det tidspunkt klar over hvori problemet består, kan vi bevidst tage os af det og således hjælpe de to legemer til at tilpasse sig hinanden. Vi forestiller os igen at vi er' i astral-verdenen. Den fysiske krop ligger hjemme på sengen og vibrerer kun med lige netop den hastighed, der er tilstrækkelig til livets opretholdelse, hvorimod astral-legemet ligefrem dirrer af aktivitet og af livskraft, for her i det astrale holdes man ikke tilbage af sygdom eller sligt.

Måske vil det her være os til hjælp, hvis vi giver et jordisk billede af situationen:

Vi antager at vi har at gøre med de problemer, der optager en given buspassager. Bussen kører af sted med en fart af 40-50 km i timen, og vor passager ønsker lige her og nu at stå af, men uheldigvis kan bussen ikke standse. Problemet er altså at passageren må springe af, medens bussen kører, og det må ske på en sådan måde at han ikke kommer til skade. Er vedkommende skødesløs går det galt, men hvis han eller hun ved hvorledes det skal gøres, er det sådan set let nok at slippe helskindet fra vovestykket - for eksempel er buskonduktører ofte nødt til i farten at springe af. Vi må imidlertid personligt lære hvorledes vi hopper af en bus medens den endnu er i fart, og vi må også personligt lære hvordan vi forener vore to legemer, når de mødes med forskellige vibrationshastigheder.

Når vi kommer tilbage fra vore oplevelser i det astrale, er problemet at gå-ind-i-kroppen. Eftersom vii det astrale vibrerer med langt større hastighed end i det fysiske, og eftersom vi ikke - i hvert fald kun i begrænset omfang - kan sætte farten ned hos det ene og ej heller er i stand til at øge den hos det andet legeme, er vi nødt til at vente, indtil vi kan tilvejebringe en harmonisk tilstand de to legemer imellem. Med øvelsen lærer vi at gøre dette. Vi øger langsomt det fysiske legemes vibrationer og sætter samtidig hastigheden ned for det astrale legemes, indtil der er skabt en fundamental basis for harmoni mellem de to legemer, der så kan forenes selv om de stadig vibrerer med forskellig hastighed. Det er og bliver et spørgsmål om øvelse - en instinktmæssig øvelse, nedarvet gennem slægterne. - Når vi kan fuldføre denne forening af vore to legemer, kan vi også huske ALT.

Synes du det er svært at forstå? Nuvel, så lad os forestille os at dit astral-legeme er en grammofonstift. Dit fysiske legeme er en grammofonplade med en omdrejningshastighed på... skal vi sige 48 pr. minut?

Vort problem bliver nu at anbringe stiften på den drejende plade nøjagtig der, hvor den vil ramme et ganske bestemt ord eller en bestemt musikalsk tone. Hvis du forestiller dig det vanskelige i at placere grammofonstiften nøjagtig på det i forvejen udpegede sted, vil du sanse hvor vanskeligt det er (uden tilstrækkelig øvelse) at komme tilbage fra det astrale - med alle sine oplevelser bevaret intakt i erindringen. Kludrer vi i det, eller er vi uøvede og kommer tilbage uden at have tilvejebragt den nødvendige harmoni, vil vi vågne op og føle os helt ved siden af os selv. Vi vil sikkert være på tværs af alt og alle, vi lider sandsynligvis af hovedpine, galdesyge og meget andet, hvilket skyldes at vore to legemers vibrationer stødte sammen med en skurrende lyd, som når man skifter gear i en bil uden at træde koblingen ned. Hvis vi vender tilbage og vore vibrationer er 'forkerte', sker det at astral-legemet ikke helt nøjagtigt passer ind i den fysiske krop - som den så måske 'giver slagside', hvilket er en ret så deprimerende oplevelse. Hvis det skulle gå således for én, er der ikke andet at gøre, end på ny at lægge sig til at sove eller i det mindste hvile sig så godt som muligt. Vi må ligge helt stille, ikke bevæge os og helst ikke tænke, men i stedet prøve at få de to legemer skilt fra hinanden igen. Astral-legemet vil så atter rive sig løs og igen hænge svævende lige over den fysiske krop, indtil vi giver det lov til - når de to legemer synes afstemt efter hinanden - at dale ned og træde ind i det fysiske legeme, hvortil det nu vil passe perfekt. For vort vedkommende vil vi ikke bagefter føle os hverken syge eller deprimerede, når denne nye tilpasning har fundet sted.

Det hele behøver ikke at vare længere end cirka 10 minutter, og det er bedre straks at ofre disse ti minutter, for hvis du vælger at hoppe ud af sengen i samme nu, du vågner, vil du ønske at kunne falde død om på stedet, og du vil ikke få det bedre, før du igen har fået lidt søvn og givet dine to legemer tid til at komme på bølgelængde med hinanden. (Der er her tale om en tilbagevenden fra en foretagen astral-rejse, altså ikke kun et pludseligt "ryk" tilbage som ved et af de første forsøg på at rejse astralt. Dette må være grunden til at man her "straks bør prøve 'at komme ud igen'" medens vi i Lektion 9, der jo omhandler vore første forsøg, lærer at det ikke tjener noget formål at prøve igen samme dag. - o.a.)

Undertiden vågner man op om morgenen med fuld erindring om en højst besynderlig drøm. Muligvis har den drejet sig om historiske begivenheder, men det kan også tænkes at den rent bogstavelig talt 'ikke var af denne verden', med andre ord den var for fantastisk. Er dette tilfældet, kan det være at du af en eller anden særlig grund i forbindelse med din oplæring har fået lejlighed til at se Akasha-Optegnelsen (vi skal nok komme nærmere ind på denne i en senere lektion) at du altså har kunnet se, hvad der hændte i fortiden eller, hvad der er endnu mere usædvanligt, hvad der sandsynligvis vil ske i fremtiden. - Store seere, som giver sig af med at profetere, kan ofte læse fremtiden og se "sandsynligheder", ikke virkelige begivenheder, for de har jo endnu ikke fundet sted, hvorimod "sandsynligheder" kan 'læses' og forudsiges.

Af alt dette vil du kunne forstå at jo mere du udvikler din evne til at huske hændelser i det astrale, desto mere gavner det dig, og det er i hvert fald fjollet at gå igennem så meget og gøre sig så megen umage for at lære noget, hvis man blot går hen og glemmer det hele i løbet af kort tid.

Ikke så sjældent hænder det at man en morgen vågner op i ualmindeligt dårligt humør. Ja, man ligefrem hader hele verden og alt, hvad den rummer, og det kan tage os mange, mange timer at slippe af med denne mørke og triste sindsstemning. Der kan være utallige grunde til at vi får det sådan. En af dem er at vi jo i det astrale kunne holde os til de glædelige ting, besøge lykkelige og underholdende mennesker og steder, hvilket jo er dejligt netop fordi man normalt foretager astral-rejserne for at astral-legemet kan slappe af, medens det fysiske legeme sover og kommer til kræfter.

I det astrale har vi en følelse af frihed, og der hersker en udtalt mangel på restriktioner eller snærende bånd - en følelse som er ovenud vidunderlig, men så kaldes vi pludselig tilbage til starten på en ny dag, til starten på... hvad? Lidelser? Smerte? Hårdt arbejde? Hvad det end er, så er det sædvanligvis mere eller mindre elendigt. Derfor er det at vi, når vi vender tilbage fra disse dejlige astral-oplevelser, føler os ulykkelige og er i dårligt humør.

En anden af grundene, en ikke særlig behagelig, er den at vi medens vi opholder os på jorden, er som børn der undervises i en skole. Vi er i færd med at lære, eller prøve at lære os de ting, som vi selv var med til at planlægge, før vi kom til jorden. Når vi lægger os til at sove, er det således at astral-legemet kan 'forlade skolen' og rejse hjem, når skoledagen er forbi, akkurat som børnene går hjem når de får fri. For de mennesker, der hører til de selvglade og egensindige, og som tror at de er meget betydningsfulde personligheder, sker det dog ofte at de efter endt nattesøvn vågner opom morgenen i et skrækkeligt dårligt humør. Dette skyldes sædvanligvis at de pågældende, medens de var i astral-verdenen, fik øjnene op for det rod, de havde gået og lavet i deres fysiske liv på jorden, og at de opdagede at al deres egoisme og selvglæde ikke førte til noget som helst godt. Det er ikke nogen selvfølge at et menneske med masser af penge og med store besiddelser også udfører et godt stykke arbejde.

Vi kom her til jorden, fordi der var ganske bestemte ting, vi skulle lære, nøjagtig som den der går i skole eller på universitet også skal lære nogle ganske bestemte ting. Det ville - for lige at tage et eksempel - være spild af tid, såfremt en student indskrev sig på universitetet for at læse til læge og så pludselig - af uforklarlige årsager

  • fandt ud af at han var udpeget til at være den, der samlede skrald og affald sammen fra en eller anden lokal bebyggelse! Der er alt for mange mennesker, der tror at de klarer sig overordentlig godt, fordi de puger penge sammen ved at bedrage andre, ved at tage overpriser for deres varer, ved at drive ågervirksomhed eller ved at snyde i kortspil eller skat. Disse 'klassebevidste' mennesker, Gullaschbaroner, som de er, beviser i virkeligheden ikke andet end at de laver en eklatant fiasko ud af deres jordiske liv. For alle mennesker kommer der et tidspunkt, hvor realiteterne må ses i øjnene, men realiteter findes ikke på jorden, for jorden er ikke andet end en

"Illusionernes Verden" i hvilken alle værdinormer er falske, og hvor man, med det formål at skulle lære, tror at penge, midlertidig magt og position er de eneste ting, der tæller. Intet kan være mere fjernt fra virkelighedens verden, thi Indiens og andre landes tiggermunke er for det kommende liv aflangt større åndelig værdi end den indflydelsesrige finansmand, som låner penge ud og beregner sig skyhøje renter af fattige mennesker, mennesker der i forvejen sidder hårdt i det, og som virkelig lider nød. Disse finansmænd (rene og skære penge-udlånere er de) ruinerer mange hjem og ødelægger fremtiden for mange mennesker, der har været så uheldige at komme bagud med betalingen af de ublu renter.

Lad en af disse mægtige financierer eller andre af 'slagsen' blot falde i søvn og lad os antage at disse mænd af en eller anden grund bliver i stand til at løsrive deres astral-legemer og rejse et sted hen, hvorfra de kan se, hvordan de forkludrer og ødelægger alting. Når de så vender tilbage, vil de føle sig dybt rystede over nu at vide, hvilke slags mennesker de i virkeligheden er, og de vil være fast besluttede på fra nu af at begynde et nyt og bedre liv. Uheldigvis forholder det sig imidlertid således at de, når de vender tilbage i de fysiske legemer - uudviklede som de jo er - absolut intet kan huske. De siger derfor at de har haft en urolig nat, og de starter dagen med at skælde ud på deres underordnede, og de optræder almindeligvis tyrannisk over for alle, de møder. Beklageligvis indtræffer deres 'blå mandage' ikke kun på Mandage, men så godt som hver eneste uge-dag.

'Blå Mandag!' Ja, sådan er det, og det har en særlig grund. De fleste arbejder temmelig regelmæssigt, i løbet af en uge bliver det til så og så mange arbejdstimer. Ved ugens slutning holder man så fri, slipper væk fra arbejdspladsen og ofte også væk hjemmefra. Folk sover mere fredeligt, når deres arbejdsuge er endt, og derfor rejser astral-legemet endnu længere ud end det plejer og når måske helt der ud, hvorfra det kan skue ned og se, hvad den fysiske krop tager sig til nede på jorden. Når astral-legemet så vender tilbage mandag morgen for at den fysiske krop kan komme på arbejde, ser det hele almindeligvis mørkt og trist ud - DET ER BLÅ MANDAG!

Endnu en gruppe mennesker har krav på nogle øjeblikkes opmærksomhed fra vor side. Det drejer sig om dem, der ikke sover ret meget. Disse mennesker er så uheldige at have så meget på samvittigheden - på deres astrale samvittighed - at astral-legemet ikke er spor begejstret ved tanken om at forlade det fysiske legeme for at komme til at stå til regnskab i astral-verdenen. En dranker er tit bange for at lægge sig til at sove af lutter angst for de ubehagelige væsener, som vil stimle sammen omkring hans astral-legeme. (Vi har allerede tidligere beskæftiget os med de 'lyserøde elefanter' og andre mærkværdige skabninger). Det fysiske legeme vil i en sådan situation bestræbe sig på at holde sig vågen og bliver derved skyld i megen lidelse såvel i det fysiske som i det astrale. Du har sikkert truffet på mennesker af den irriterende type, folk som ikke kan holde sig i ro, men ustandselig må være i aktion, folk der altid skal nå et eller andet, men aldrig har tid til at nå toget.

Alt for ofte drejer det sig om mennesker, der går rundt med en så dårlig samvittighed at de simpelt hen ikke tør gå til ro af lutter angst for at de måske så begynder at tænke og derved kommer til at erkende, hvem de egentlig er, hvad de har gjort, og hvad de ikke har gjort. De gør det derfor til en vane ikke at sove - de slapper altså aldrig af. Denne vane har blandt andet til følge at OVER-SELVET ikke gives en chance for rigtig at komme i kontakt med den fysiske krop. Disse mennesker er at ligne med en hest, der tager bidselet mellem sine tænder og galoperer i vild fart ned ad gaden til stor fare for alle forbipasserende. Hvis folk ikke kan sove, får de intet udbytte af deres ophold på jorden og uden udbytte i dette jordiske liv er man nødsaget til at fødes her en anden gang på ny for at 'gøre mere ud af det'.

Spekulerer du på, hvordan vi kan afgøre, om en drøm er et rent fantasifoster eller om den er en fordrejet erindring om en rejse i det astrale? Den letteste måde at afgøre det på er ved at spørge dig selv:

"Ser du tingene med større klarhed, når du drømmer?" Hvis det er tilfældet, så er der tale om en erindring fra en astral-rejse. "Forekom farverne dig mere glansfulde end du husker at have set dem på jorden?" I så fald er det endnu en bekræftelse på at det drejer sig om en astralrejse-erindring. Ofte vil du for dit øje se en elsket persons ansigt eller du vil have en stærk fornemmelse af den pågældendes tilstedeværelse. Dette skyldes sikkert at du under din astral rejse har besøgt vedkommende. Har du for eksempel i dit soveværelse et fotografi af din elskede, som du betragter lige inden du falder i søvn, kan du være sikker på at du, når du lukker øjnene, rejser af sted for at besøge hende/ham.

Lad os nu kaste et blik på medaljens bagside. Du vågner måske op en morgen og er sådan lidt ude af dig selv. Du er vred, ret så vred på en eller anden, som du helt afgjort ikke for tiden er på talefod med. Måske har du tænkt på den pågældende, da du gik til ro og i erindringen genkaldte dig den diskussion eller det skænderi, I havde haft tidligere på dagen. Måske besøgte du ham så i det astrale, hvor han (hun) også var søgt hen, og I forsøgte muligvis at finde en løsning på jeres problem. Måske fik I ordnet sagen i al fordragelighed og i jeres astrale tilstand enedes I om at I på jorden ville huske forliget, så I også her kunne indgå en venskabelig aftale. Eller måske skete det modsat: I genoptog jeres skænderi i endnu heftigere omfang, således at I - tilbage til jorden - nærede endnu voldsommere antipati over for hinanden end tilfældet før havde været. Men, om I nu blev enige eller ej, så vil det altid være afgørende, hvis du, idet du vender tilbage i din fysiske krop, 'lander' i et ryk eller hvis du ikke når at bringe dine to legemer i harmoni. I så fald overskygges alle gode hensigter og velmente aftaler i din erindring af den kendsgerning at du, når du vågner, føler dig rigtig utilpas og frustreret.

Såkaldte drømme er vinduer til en anden verden. Dyrk dine drømme! Analyser dem! Gør dig det til en vane om aftenen, før du lægger dig til at sove at beslutte dig for, hvad du helst vil drømme om, dvs. det samme som at du gør op med dig selv: 'I morgen tidlig vil jeg klart og utvetydigt kunne huske, hvad der er sket i løbet af natten.' Det kan lade sig gøre, kun her i den vestlige verden, hvor alle råber på "beviser", synes det vanskeligt. I Orienten bruger en del mennesker at lade sig falde i trance, men når alt kommer til alt, er det blot en anden måde at erfare sandheden på. Andre lægger sig simpelt hen til at sove for så, når de vågner at have løsningen på det problem, der optog dem. Også du kan - med fornøden øvelse - praktisere dette, også du kan, hvis du inderligt og oprigtigt ønsker det, drømme "sandt" og således åbne vinduet til en anden og herligere tilværelse.

 

 

LEKTION 18

Gennem nærværende kursus har vi nu kendt hinanden i nogen tid. Måske burde vi holde en lille pause for at tage et overblik over, hvor vi står, og tænke over det vi har læst og - formodentlig lært - indtil nu. Det er vigtigt at vi nu og da stopper op og giver os tid til at hvile ud. Har du nogen sinde tænkt over at en rekreation virkelig bør være en re-kreation (en genskabelse eller en fornyelse)? Vi nævner dette, fordi begrebet sådan set er knyttet til trætheds-begrebet.

Hvis man føler sig træt, kan man ikke udrette sit bedste. Ved du, hvad der sker, når du bliver træt? Vi behøver såmænd ikke den helt store fysiologiske viden for at kunne forstå, hvorfor vore muskler bliver hårde og ømme, hvis de overbelastes. Lad os antage at vi igen og igen har foretaget os den samme ting - for eksempel trænet i vægtløftning med højre arm. Efter at have trænet på denne vis i nogen tid, vil det begynde at gøre ondt i den højre arm, vi føler en stikkende smerte, og hvis vi fortsætter træningen, bliver det rigtig pinefuldt. Vi gør nok rigtigt i at undersøge 'fænomenet' lidt nærmere.

Igennem hele dette kursus har vi pointeret at alt liv er af 'elektrisk' oprindelse. Når som helst vi fostrer en tanke, frembringes en elektrisk strøm. Ja, bare vi bevæger en finger, udsendes en elektrisk strøm i form af en nerveimpuls, som sætter gang i en eller anden muskel. Lad os kigge lidt på den højre arm, som vi var så ufornuftige at overbelaste. Ved at lade armen løfte vægtstangen for mange gange og i for lang tid, overanstrengte vi de nerver, som førte den elektriske strøm fra hjernen ud til armen. Det er det samme med de elektriske sikringer vi har derhjemme. Overbelastes de så springer de måske ikke umiddelbart, men de viser i hvert fald tydelige tegn på 'overanstrengelse', idet de misfarves.

For vore nervers vedkommende gælder at de overanstrenges af det idelige strømgennemløb, og hvad musklerne angår, så trættes de af de fortsatte trække-sig-sammen-og-udvide-sig-bevægelser.

Hvorfor bliver du træt? Det er meget nemt at svare på! Når vi bevæger et af vore lemmer, stimuleres musklerne af vor hjerne. Elektriciteten forårsager at kroppens kemikalier strømmer igennem muskulaturen, hvorved de enkelte muskelstrenge hver for sig spændes. Strammer du således en muskelstreng eller hele muskelen, vil muskelstrengens totale længde formindskes og din arm eller et andet af dine lemmer bøjes. Dette er helt i orden - vi skal ikke her komme ind på det fysiologiske aspekt - men en følge heraf er at de kemikalier, som involveres i processen med at spænde musklerne, krystalliseres og indkapsles i vævene. Hvis disse kemikalier, disse sekreter sendes ind i muskulaturen hurtigere end vævene kan absorbere dem så krystalliseres de og, eftersom krystallerne har meget skarpe kanter, påføres vi anselige smerter, især hvis vi fortsætter med at bevæge musklerne. Vi må nu vente en dags tid eller to, indtil krystallerne atter er opløst og muskelstrengene igen er kommet fri af hinanden. I forbifarten er det nok værd her at indskyde at såfremt man har rheumatisme, så skyldes det at der på nogle følsomme steder i ens krop sidder krystaller og låser vævene fast. Et menneske med rheumatisme i for eksempel en arm, kan sagtens løfte armen, men det gør sandelig forbistret ondt, fordi de skarpe krystaller skærer ind i vævet. Hvis vi kunne finde ud af at opløse krystallerne, ville vi kunne helbrede folk, der lider af rheumatisme, men så langt er vi desværre ikke endnu.

Nå, vi er vist ved at bevæge os bort fra vort oprindelige formål: at tænke over, hvad vi hidtil har lært, og dog - ved nærmere eftertanke - måske alligevel ikke. Hvis du prøver for hårdt, kommer du ingen vegne, fordi du så overanstrenger din hjerne. Mange mennesker accepterer ikke brugen af Den Gyldne Middelvej, fordi de er opdraget i troen på at man kun opnår resultater ved at arbejde hårdt. Folk slider og slæber i det, men kommer ikke videre, fordi de forslæber sig. Nogle mennesker, der således har overanstrengt sig selv, siger ofte de grusomste ting, simpelt hen fordi de bogstavelig talt ikke længere er ved deres fulde fem.

Når vi bliver trætte, aftager den elektriske strømproduktion i hjernen, strømmen mindskes og den 'negative' elektricitet holdes ikke længere i skak af de 'positive' impulser, hvilket bringer os i dårligt humør. Dårligt humør er - naturligvis - det stik modsatte af godt humør, det er det negative aspekt, og hvis vi på grund af overtræthed eller af en hvilken som helst anden grund, lader os bringe i dårligt lune, er det ensbetydende med at vi rent faktisk saboterer de strømfrembringende celler vi har i os.

Kører du bil? I så fald ser du da altid efter, om batteriet er i orden? Hvis du gør, vil du af og til have lagt mærke til et kedeligt grønt aflejringslag rundt om en af batteriets poler. Efterhånden vil dette lag ætse sig igennem kablet, der går fra batteri til motor. På samme måde med os. Hvis vi glemmer os selv, som vi glemte batteriet, så opdager vi hurtigt at vore evner forringes, og vi har et eksempel på dårligt humør. Somme tider sker det for en kvinde, der er gået ind i et ægteskab med de allerbedste forsætter, at hun pludselig giver efter for en nagende tvivl: 'er han mig utro?' Hun giver udtryk for denne tvivl og ved at gøre det nogle gange, bliver det til en vane for hende og uden at hun egentlig ved af det, udvikler hun sig efterhånden til at være et rigtigt rivejern - noget af det mest uudholdelige på denne jord. Prøv altid at være i godt humør! Lad dig for eksempel ikke friste af disse moderne afmagringsgriller. Sagen er nemlig den at en lidt velpolstret person uvægerlig har et bedre lune end et om-vandrende skelet, hvis knogler man næsten kan høre rasle.

Hvad angår denne Gyldne Middelvej, så er det klart at vi under alle omstændigheder bør yde vort bedste. Lige så klart er det at man ikke kan gøre mere end sit bedste. Alle anstrengelser ud over 'sit bedste' er ren og skær spildte kræfter, som bare tjener til at udmatte én. Det er som med en akkumulatorstation. Vi har en akkumulatorstation, som leverer strøm til et vist antal gadelygter. Hvis akkumulatorens drift er afpasset således at den frembringer en udgangseffekt der dækker lygternes behov, ja, så er det klart at akkumulatoren yder det den skal. Af en eller anden grund arbejder akkumulatoren en dag imidlertid for hurtigt og frembringer derved en langt større udgangseffekt end lygterne kan 'absorbere', og den overskydende effekt går simpelt hen til spilde samtidig med at akkumulatoren helt unødvendigt kører tør.

Vi kan også sige det på en anden måde: Du har en bil og du vil gerne køre ud ad landevejen med bare 50 km i timen (de fleste vil selvfølgelig helst køre langt hurtigere, men til vort formål er det fuldt ud tilstrækkeligt med disse 50 km). Har du "bil-føling", vil du have bilen i højeste gear, som du nu kører af sted med 50 kilometer i timen og motoren langsomt roterende. Med den fart slides der ikke meget på motoren, som heller ikke presses, men arbejder så fortrin-ligt, som den er i stand til.

Men hvad nu, hvis du ikke er så god en bilist? Hvad nu, hvis du kører disse 50 km i timen i laveste gear? Jo, så vil motoren på grund af gearingen løbe fem til seks gange hurtigere og levere så megen kraft som der ville være brug for, hvis du racede af sted i højeste gear med 150 km i timen. Det ville larme betydeligt, og benzinforbruget ville være enormt og desuden ville det slide fem til seks gange mere på motoren, end tilfældet ville være, hvis du kørte samme fart i højeste gear.

At gå Middelvejen er ensbetydende med at gå fornuftigt til værks og at arbejde netop så meget, som nu engang er nødvendigt for at fuldføre, hvad man er sat til at lave uden at sløse med vore kræfter eller vore liv. Alt for mange har den opfattelse at de skal arbejde, arbejde og atter arbejde, og at de indlægger sig større fortjenester, jo hårdere de arbejder for at opnå dette eller hint. Intet ligger mere fjernt fra sandheden. Et menneske bør altid - vi kan ikke sige det tit nok - altid arbejde lige akkurat så meget at det er tilstrækkeligt til at få jobbet fra hånden.

Men lad os vende tilbage til rekreationen. Rekreation er, som vi har sagt, re-kreation. At køre sig selv træt er ensbetydende med at kun visse muskler og visse kropsområder udmattes. Hvis vi eksempelvis har løftet højre arm for meget ved at flytte rundt på f.eks. mursten eller tunge bøger, så trættes armen og det gør ondt, medens vore ben stadig er i god form, ligesom vore øjne og ører er det. Lad os derfor re-kreere os selv ved at gå en tur, ved at læse en god bog eller blot ved at lytte til god musik. Gør vi det, sættes andre nerver og muskler i sving, og vi slipper således af med det overskud af "nerve-elektricitet", der er opstået i de overbelastede muskler, der nu behøver hvile. Gennem rekreation re-kreerer du således dig selv og din virkeevne.

Har du arbejdet ret så hårdt i forsøget på at komme til at se din aura? Eller i forsøg på at se koronaen? Måske har du faktisk prøvet for hårdt. Hvis du endnu ikke har haft heldet med dig, så lad være med at tabe modet, det tager tid, og det kræver tålmodighed samt megen tro, men det kan lade sig gøre. Det du er i færd med er noget du ikke før har gjort, og du ville vel næppe forvente at kunne uddanne dig til f.eks. læge, advokat eller en stor kunstner i løbet af ingen tid. Nej, du ville regne med først at måtte gå i skole, siden hen i gymnasiet og sluttelig på universitetet for at nå dit mål. Det ville tage sin tid, ja, flere år og du måtte i al den tid arbejde samvittighedsfuldt i mange timer hver dag og måske også mange aften- og nattetimer, hvis du ville være... tjah, hvad? Læge? Sagfører? Børsmægler? Kernen i det hele er at du ikke kan forvente resultater med det samme. I mange indiske filosofier hedder det at man under ingen omstændigheder bør prøve at lære sig clairvoyance på mindre end ti år!! Selv deler vi aldeles ikke den opfattelse, derimod tror vi at når et menneske er rede til det, ja, så vil vedkommende kunne se clairvoyant. Samtidig er vi imidlertid overbeviste om at evnen ikke udvikles i løbet af en bagatel som et døgns tid; du bliver nødt til at gøre en indsats for at opnå det, du ønsker, og du må øve dig - og tro. Læser du til læge, har du tiltro til dine lærere, du tror på dig selv, du gør dit arbejde i skolen, og du passer dit hjemmearbejde, som du skal - alligevel varer det nogle år før du bliver doktor.

Når du læser sammen med os og prøver at komme til at se din aura, hvor lang tid arbejder du så? To timer ugentlig? Eller fire måske? Hvorom alting er, så studerer du næppe otte timer daglig sideløbende med dit hjemmearbejde! Vær derfor tålmodig og vid at auraen kan ses og vil blive set, hvis du blot har tålmodigheden og troen. I løbet af årene har vi modtaget en gevaldig bunke breve fra mennesker overalt i verden, ja selv fra folk, der lever bag "jern-tæppet" (husk denne boken ble utgitt i 1965).

I Australien bor en ung pige, hvis clairvoyante evner er udtalte, men som hun må skjule for sine slægtninge, der ville synes, hun var 'sær', hvis hun fortalte dem at hun vidste, hvad de tænkte, eller hvis hun sagde til dem at hun kunne se i deres auraer, hvis de var syge.

En dame i Toronto, Canada, er i løbet af blot nogle få uger blevet i stand til at se koronaen. Hun kan se 'æter-kraften' strømme ud fra fingerspidserne, og hun kan se 'lotusblomsten' vajende oven over hovedet. Hendes fremskridt har været ganske markante. Hun ser koronaen næsten i dens helhed, og vi forstår at hun nu også er begyndt at kunne se auraen. Hun hører til de heldige, der kan se Natur-Ånderne, ligesom hun ser blomsternes aura. Som kunstner har hun kunnet male blomsterne indhyllet i deres aura. For at vise dig at clairvoyante evner ikke kun udvikles hos folk i visse egne, men overalt på jorden, vil vi nu citere et brev fra en meget talentfuld dame i Jugoslavien. Vi skrev til denne dame og fortalte hende at vi meget gerne i nærværende kursus ville gøre brug af noget af hendes erfaring, og hun skrev da et brev til os, som vi fik hendes tilladelse til at citere. Her følger så, hvad hun skrev:

"Kære venner i andre lande! Vi lever i sandhed i en tid, som daglig konfronterer os med dette: at leve eller ikke at leve. Den tid er omme, hvor vi bare kunne hygge os. Livet, såvel som evigheden, stiller os over for spørgsmålet JA eller NEJ? Hvilket JA eller hvilket NEJ mener vi? Vi mener: skal vi sulte vor ånd og lade legemet sygne hen, eller skal vi nære vor ånd og gøre legemet sundt, smukt og harmonisk? Hvorfor taler jeg altid om sjælen (ånden), noget vi ikke kan se og som kirurgerne ikke kan skære ud af kroppen og præsentere os på et fad? Kære venner, om I nu tror på sjælen eller ikke, så eksisterer den altså. Har du lidt tid tilovers? Lad nu være med at gå i biografen eller til fodboldkamp og lad indkøbsturen vente bare et øjeblik endnu, dette her er nemlig meget vigtigt.

I den vestlige verden findes ikke ret mange mennesker, som kan se den såkaldte usynlige verden, og som kan se andres auraer, altså det lys eller den 'ånd', hvor der forekommer et lys eller en meget jordbunden 'sjæl' rundt omkring legemet, især rundt om et menneskes hoved. Sjælen er den evige uforstyrrelige del af os, den er et Højere Legeme, uden hvilken vi ikke kunne være til. Fra min tidligste barndom har jeg ejet gaven at kunne se auraer.

Da jeg var lille, troede jeg at alle mennesker kunne se, hvad jeg selv så. Senere, da de kaldte mig en løgner eller påstod at jeg var skør, forstod jeg at andre mennesker ikke kunne se det, jeg kunne. Lad mig forklare, hvorledes jeg bærer mig ad. Har du nogen sinde lagt mærke til årringene i et træ. De fortæller os om de år, træet har levet, og du kan af dem aflæse træets magre og fede år. På en eller anden måde fortæller ALTING om sig selv! Alting! Jeg stod engang foran en gammel kirke og så da noget, som andre ikke kunne se. Rundt om kirken lå et vidunderskønt lys og rundt om dette lys, følgende kirkens konturer, så jeg de fineste årringe. Jeg betragtede betaget ringene og fortalte folk om dem. Der var en ring for nøjagtig hvert århundrede. Det var den gamle kirke i Remete i nærheden af Zagreb, Kroatiens hovedstad. Fra den dag var jeg i stand til at se årringene omkring gamle bygninger og sige, hvor gamle de var. Engang spurgte en af mine veninder mig: 'Hvor gammel er denne kirke?' Jeg så imidlertid ingenting og svarede derfor: 'Der er kun lys, ingen ringe!' 'Nej,' sagde hun, 'kirken her er endnu ikke hundrede år gammel.'

Forstår du, hvis en bygning har en 'sjæl', i hvor langt højere grad må så ikke levende ting have det. Jeg kan se skovens, træernes, engenes og blomsternes auraer og særlig tydeligt ser jeg efter solnedgang. Dette blide, men intense lys, som omgiver alle levende skabninger, som er at se rundt om din hunds krop såvel som om din kats.

Så du den lille sangfugl dér på grenen, hvor den sang sin aftensang? Så du, hvorledes lysstrålerne indrammede den, så du hvorledes dens 'sjæl' vibrerede af lykke? Men ak, også den måtte dø. En dreng kom forbi og skød den ned. Dens lille fine aura flakkede et kort sekund og forsvandt. Det var som græd Naturen. Jeg så det, jeg følte det, og jeg talte om det, men de sagde, jeg var skør.

En dag som atten-årig stod jeg foran et spejl og betragtede mig selv. Det var i mørkningen, og jeg var ved at gøre mig klar til at gå i seng. Der var næsten helt mørkt i soveværelset, hvor jeg stod, iført en lang, hvid natkjole. Lige med eet fik jeg øje på et lysskær i spejlet. Det fascinerede mig. Jeg kiggede op og fandt mig omkranset af et blåt og dernæst gyldent flamme-skær. Jeg, der aldrig havde hørt om auraen, blev frygtelig bange og løb ned til mine forældre, medens jeg skreg: 'Jeg brænder, jeg brænder!' Flammen gjorde mig ikke i mindste måde fortræd, men hvad var det?? Far og mor stirrede på mig, men da lyset var tændt i stuen, så de ingenting. Så slukkede dé imidlertid for lyset og så mig nu stå dér, som indhyllet i levende, gyldne flammer. Vor tjenestepige kom ind, skreg højt af angst, vendte om på hælen og flygtede hurtigt bort. Jeg kom i det øjeblik til at huske på, hvad jeg havde set omkring andre skabninger, men det var ret så anderledes nu at se det samme rundt omkring mig selv. Nu blev jeg først rigtig bange. Min far slukkede og tændte for lyset igen og igen. Hele tiden var det det samme - når lyset var slukket, stod jeg indhyllet i et gyldent lysskær, men med lyset tændt, kunne skæret næsten ikke ses.

Efterhånden som jeg følte mig overbevist om at det ikke var noget, der skadede mig, fandt jeg det hele meget interessant, og fra da af begyndte jeg ivrigt at studere andre menneskers auraer.

Ved du, hvad frygt er? Under krigen forskrækkedes jeg ofte, når jeg så mine kammeraters auraer, medens bombeflyene smed deres dødbringende last ned over os. Engang under nazi-regimet sad jeg i fængsel, i enecelle -dømt til døden. Man hentede mig i cellen og bragte mig til torturkammeret, fordi jeg kendte til visse ting, som nazisterne ville have mig til at fortælle om. I torturkammeret så jeg andre fanger blive torteret, og det var en frygtelig oplevelse at se deres aura, så svag og næsten helt inde på kroppen af dem uden rigtigt at lyse, svindende bort, døende. Værre endnu var dog at jeg kunne se auraen flakke i takt med ofrenes smertensskrig under deres dødskamp. Indeni mig voksede noget frem - en slags Hellig Indre Styrke. Havde jeg ikke i de Hellige Bøger læst: 'Frygt kun dem, som ihjelslår sjælen, men ikke dem, som kun dræbet legemet?' (se f.eks. Matthæus 10,28-o.a.).

Jeg tog mig voldsomt sammen og forsøgte at opmuntre de andre og følte nu at min egen aura på ny blev klarere, samtidig kunne jeg se at de andres auraer også blev kraftigere. En anden kvinde blandt fangerne bistod mig og sammen lykkedes det for os at bringe stemningen blandt disse dødsdømte lidt i vejret og til sidst begyndte vi allesammen at synge. Jeg slap uskadt igennem de mange spørgsmål, de lange, lange timer og de store pinsler, uskadt fordi jeg koncentrerede mig om Evigheden, samlede min opmærksomhed om det Virkelige Liv efter dette mareridt, denne frygtelige 'drøm'. Mine plageånder kunne ikke gøre mig ondt og til sidst smed de mig i arrigskab ud af fængselet, 'fordi jeg virkede demoraliserende på dem!'

Hvis jeg havde givet efter for frygten, for torturen, ville jeg og mine seksten medfanger - ofre for forfølgelse, som vi var - være blevet dræbt.

Vi her i Vesten, vi Europæere bl.a. har meget at lære af Det Fjerne østen. Vi må lære at beherske vor indbildningskraft, og vi må lære at overvinde frygten.

Som jeg ser det, så flakker auraen ganske meget hos Vestens folk, der aldrig kan holde sig i ro og kun sjældent synes i harmoni med hverandre. Vore urolige auraer påvirker andre auraer, og uroen spreder sig med epidemisk hast. Hitler ville aldrig have vundet gehør med sine svulstige taler, hvis ikke det var, fordi hans egen aura påvirkede og besmittede andre menneskers. Hitler vandt sine tilhørere for sig, fordi de ikke havde magt over deres egen indbildningskraft.

Er du træt? Eller vil du læse lidt endnu? Lad os vende blikket mod de fattigste af alle, de sindssyge. Lad os besøge et sindssygehus i Zagreb. For lang tid siden studerede jeg auraer hos menneskene bag disse jerntremmer, men disse mennesker hørte ikke til de mest syge. Jeg fik derfor en af mine venner til at introducere mig for overlægen, en meget skeptisk mand, hvem jeg fortalte at jeg ønskede at få lejlighed til at iagttage auraen hos rigtig hårdt ramte patienter. Han så på mig, som mente han at jeg selv var moden til indlæggelse, men bestemte sig dog i sidste ende for at jeg kunne få lov at se nogle af patienterne. Et par plejere kom ind med en meget, meget virkelig syg kvinde. Et gruopvækkende syn udgjorde hun, denne kvinde. Hendes øjne rullede vildt, og hun skar tænder, hendes hår stod lige op fra hovedbunden, som djævelske flammer. Det var sandelig et rædselsvækkende syn, og dog intet i forhold til, hvad jeg så i den usynlige verden. Jeg så kvindens 'sjæl' i vildt slagsmål med en mørk ånd, som forsøgte at sætte sig i besiddelse af hendes krop, der var helt indesluttet i en malstrøm så disharmonisk som noget kan være.

Da plejerne igen bragte kvinden bort, fortalte jeg lægen at hun ikke ville kunne helbredes, fordi hun var et ægte offer for djævlebesættelse!"

Vi vil nu afslutte denne specielle lektion med en bemærkning om at hvad denne meget evnerige jugoslaviske kvinde har set, kan også du komme til at se - med øvelse, med udholdenhed og med tro. Husk: Rom blev ikke bygget på een dag, og en læge eller en advokat skabes ikke på eet døgn, men gennem langvarige studier. Også du må studere; der findes ingen nem eller smertefri anden vej at gå.


neste del